FC Fredericias fanklub boykottede fredagens lokalopgør mod Vejle Boldklub. Fanklubben mener, at de er blevet behandlet uværdigt af FC Fredericias ledelse.

Der var lagt op til en feststemning fra begge fanlejre til det første lokalopgør mellem de to hold på Monjasa Park uden restriktioner siden 2017, men det udeblev. FC Fredericias fanklub var helt tavse gennem hele kampen, og foran dem hang der et banner med teksten “Uværdigt”.

Flere uger før lokalopgøret var det blevet meldt ud, at FC Fredericias fangruppering ville blive flyttet fra deres sædvanlige plads i ståafsnittet i sektion H til sektion G. Det skete blandt andet også mod AC Horsens, da de rykkede op mod FC Fredericia på Monjasa Park. Ved den lejlighed kom der ikke en direkte reaktion på tribunen, men det kom der denne gang, og det var også et samtaleemne på stadion, da fanklubben ellers er kendt for at synge “alle hader Vejle”. Det blev dog ikke tilfældet ved opgøret mod rivalerne fra nabobyen.

– Vi havde længe set frem til at møde vores rivaler fra Vejle på hjemmebane, vi havde sågar ventet flere år. Det sidste opgør mellem de to hold på Monjasa Park, hvor der var tilskuere på lægterne uden covid-19 restriktioner, var helt tilbage i 2017. Så det er ikke løgn at sige, at forventningerne og glæden var stor, da vi endelig fik datoen for kampen, skriver Fæstningsdrengene i et opslag på Facebook.

Beslutningen overfor fanklubben var blevet forklaret med, at det var af sikkerhedsmæssige årsager, at Vejle-fansene skulle have fanklubbens normale afsnit. Fæstningsdrengene kunne dog fra deres placering i sektion G se Vejle-fansene marchere direkte forbi dem fra et stisystem omme bag Monjasa Park. 

– De samme Vejle fans der af sikkerhedsmæssig hensyn ikke kunne placeres på udeafsnittet, grundet de ikke måtte gå forbi hjemmeholdets fans på vej til deres pladser. Altså har ledelsen løjet deres mest engagerede fans lige op i hovedet.   

Vejle-fansene stod på Fæstningsdrengens normale stemningsafsnit. Foto: AVISEN

En behandling af egne fans, der er under al kritik, skriver fanklubben og slutter:

– Aldrig før har det været set, at hjemmeholdets fans må opgive deres pladser til modstanderholdets fans, og så da slet ikke når der er tale om rivaliserede fans! Vi som fanklub stillede derfor op med et banner, der havde teksten “UVÆRDIGT!” Og udvandrede derefter fra kampen, mens de tilbageblevne så tavst til, mens ledelsen solgte respekten for fankulturen til Vejle.

Direktør: Sikkerheden skal være i orden

FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, forstår fansene er utilfredse med at blive flyttet, men fortæller det er en beslutning, som var nødvendig.

– Den nye tribune er bygget pga. sikkerhed og der er højrisikokamp mod Vejle, så vores fans skal stå på den gamle tribune. Det er træls og også ærgerligt for dem. Man kan føle sig lidt ydmyget, og det forstår jeg godt. Hvis sikkerheden ikke er i orden, hænger den på os, og det ansvar skal vi håndtere. Det er ikke en behandling, vi synes er sjov. Det er ikke sådan, at vi synes VB skal have bedre forhold end vores egne fans. Det er misforstået. Jeg forstår deres følelse og det er ikke okay, at de skal over på den gamle tribune, men de ved også, at den nye tribune blev bygget til udebanefans pga. sikkerheden. Når Monjasa Park er bygget færdigt med endetribuner skal fansene stå på hver deres endetribune. Går det galt, så får det alvorlige konsekvenser, og i princippet også for fansene. Vi akter at have en dialog med dem, men det her er et problem, som vi ikke kan løse på andre måder på nuværende tidspunkt, siger Stig Pedersen.

Fansenes kritik går blandt andet også på, at VB-fansene gik direkte forbi deres afsnit på vej ind på stadion.

– For os handler det om det inde på stadion. Hvis der bliver uroligheder handler det om at få dem hurtigt væk. Vi kan sagtens tage en dialog med myndighederne. Politiet var bekymret for at VB-fansene gik forbi kræmmermarkedet i Madsby. Det er ikke lavet for at genere vores fans. Der er desværre nogen hensyn, som vi er nødt til at tage, før vi kan imødekomme fansene, fortæller Stig Pedersen, der havde håbet på stemning fra Fæstningsdrengene under lokalopgøret:

– Jeg blev ked af, at der ikke var stemning fra vores fans. Vores fans og os vil klubben det bedste, og vi vil have de bakker op om klubben. Jeg blev lidt ked af, at de valgte den løsning. De vidste godt, at det var som det var, men de valgte en protest, som vi må acceptere, slutter FC Fredericias direktør.

Opgøret på Monjasa Park, der endte 1-0 til Vejle, blev overværet af 2.796 tilskuere.