For 18 måneder siden iværksatte Fakta en ambitiøs plan om at modernisere sine 400 butikker. På torsdag åbner butik nummer 100, der er ombygget til kædens nye mere moderne koncept.

”Kunderne har taget fantastisk godt imod det nye Fakta, hvor vi lægger mere vægt på kvalitet, inspiration, økologi og god stemning. Vi kan se det både på omsætningen i de omstillede butikker og på vores målinger af kundernes tilfredshed,” siger kædedirektør Stina Glavind, Fakta.

Butik nummer 100 åbner på torsdag på Amagerbrogade 29, som ledes af butikschef Dennis Raun, som i øvrigt også stod i spidsen for den første butik, der blev omstillet til det nye koncept.

Fakta fortsætter med at modernisere, og der vil i løbet af resten af 2016 blive ombygget yderligere godt 100 butikker. Dermed er der tale om investering på et 3-cifret millionbeløb alene i år.

Den ny-ombyggede Fakta på Amagerbrogade åbner torsdag den 7. april. Samme dag åbner Fakta også moderniserede butikker i: Espergærde, Præstøvej Næstved, Neder Vindinge, Langmarksvej Horsens og Hermodsgade København N.