Jeppe Kofod skulle være Udenrigsminister – og derfor blev Marianne Vind europaparlamentariker fra den ene dag til den anden. Fra barndommen i det sjællandske til et voksenliv som faglært og tillidskvinde er der ingen tvivl om hvem Marianne gerne vil repræsentere i Europa-Parlamentet. Hun står på arbejdernes side.

Lad mig starte med at bekende, at jeg har fulgt en hel del med i Mariannes arbejder i EU. Hun har sat sig på en dagsorden, der passer som fod i hose med den jeg arbejder med i mit daglige virke på mit praktiksted. Det var derfor også med en smule ærefrygt – og frygten for at blive lidt for nørdet i nogle af de sager der er, at jeg gik mod den lille kaffebar tæt på Europa-Parlamentet.

Den første udfordring skulle vise sig at komme inden snakken overhovedet gik i gang for alvor, for reglerne i Bruxelles er således, at kaffebarer ikke må have åbent, hvis ikke gæsterne har noget at spise. Ved hjælp af fagter og tjenerens tvivlsomme engelskkundskaber, så fandt vi et stykke kage (en virkelig lækker kage) og satte os ved et bord. Den næste udfordring: Der var ikke meget mere end en lille halv time til lukketid. Det kunne have givet hastværk – men i stedet tog vi snakken om en af de helt store sager: En fælles europæisk mindsteløn. Der er også andre ting der bekymrer Marianne, det er blandt andet kræftfremkaldende stoffer og hele klimaspørgsmålet – men jeg er sikker på, at der bliver rig lejlighed til at tale om dem en anden dag.

Dagen vi mødes er også lidt speciel. Ikke fordi det var en synderlig mærkedag eller noget, men det var dagen efter, at nyheden om en udskydelse af mindsteløns-forslaget kom. Det var samtidig lige oveni en nyvedtaget klimalov – og en konstituering der placerede Marianne i udvalget for bekæmpelse af kræft, herunder kræftfremkaldende stoffer på arbejdspladsen.

»På en skala fra 1 til 10, så er jeg nok på 11«, lyder det med et kæmpe smil fra Marianne Vind, da jeg spørger ind til humøret her ovenpå en periode med gode nyheder. »Vi skal lige have fjernet tanken om mindsteløn helt, så skal det nok gå«, fortsætter hun med et grin.

Netop mindsteløn er en af de mærkesager, som Marianne gik til valg på forud for Europa-Parlamentsvalget i 2019. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har flere gange annonceret, at der kommer et tiltag – og Beskæftigelseskommissær Schmit har gjort det samme. Datoen blev sat til 28. oktober, en dag der ville være afgørende for den danske fagbevægelse, de danske arbejdsgivere og de danske politikere. Men det er ikke længere d. 28. oktober der bliver skæbnens dag, for forslaget er flyttet helt frem til 15. december.

»Det betyder meget for mig, at vi fik den melding i går om, at de har valgt at udskyde forslaget. Jeg opfatter det som et klart tegn på, at der bliver lyttet«, forklarer Marianne.

»Kommissionen har ikke nogen lovhjemmel til at gøre det her – og det har vi sagt til dem mange gange og vi vil blive ved med at sige det. Det er deres opgave at påvise en hjemmel, så jeg tror også det spiller en rolle i udsættelsen, at de ikke selv kan finde den. Dertil kommer så, at det aldrig er nogen god sag, når der er lande som protesterer så kraftigt og så længe som de nordiske har gjort. Jeg har ladet mig fortælle fra garvede folk her, at det er yderst sjældent at fagbevægelse, arbejdsgivere og politikere på den måde står sammen i mere end halvandet år for en sag«, fortæller hun.

Allerede nu har vi taget hul på noget der er hjerteblod for Marianne, men inden vi kommer for godt i gang med snakken, skal vi også nå at tale om hvem Marianne er – og selvfølgelig også hvorfor hun valgte at tage springet og tage til EU.

»Jeg kommer ud af et arbejderliv. Jeg er selv faglært og har haft et almindeligt arbejdsliv indtil for et år siden. Jeg har været en del af arbejdsmarkedet i mange år. Nogle kommer direkte fra universitet og går ind i politik, men jeg kommer lige fra arbejdsmarkedet«, fortæller Vind.

»I de sidste otte år har jeg været i HK Privat, efter mange år som tillidsrepræsentant på min tidligere arbejdsplads Novozymes. Jeg var dengang også formand for laboranterne i Danmark. Det er alt sammen en bagage og viden jeg har taget med mig herned. Jeg har i mange år arbejdet for danske arbejderes rettigheder, nu arbejder jeg for de europæiske arbejderes rettigheder. Så på den måde er der en ret god rød tråd gennem mit liv«, siger Marianne.

Men hvorfor vælger man at skifte et job ud hjemme i Danmark med den usikre tilværelse som politiker? Det kan for mange være svært at forstå, men en henvendelse fik Marianne i tænkeboks – og så fortæller historien resten.

»Der var en der kom og prikkede mig på skulderen for to år siden, at det var på tide at jeg tog min viden om det danske og europæiske arbejdsmarked og brugte til noget mere. Region Sjælland manglede en kandidat til Europa-Parlamentet, så der var en åben plads til mig«, forklarer Marianne og fortsætter:

»Det var lige noget jeg skulle tygge på, for det var da noget af en melding. Men jeg kunne ikke slippe tanken, for jeg synes det lød meget spændende. Tænk at få lov til at være med til at skabe et bedre arbejdsliv for alle europæere. Så det blev startskuddet til en meget lang valgkamp – og til at vi nu sidder her i dag«.

Marianne Vind har ikke tidligere været meget aktiv i Socialdemokratiet, hendes kræfter har i stedet været brugt i fagbevægelsen. Men hun har altid haft partibogen i orden – så der var heller ikke nogen tvivl om, at Socialdemokratiet var det rigtige sted for hende.

»Jeg er vokset op med Socialdemokratiet. Før min lillebror og jeg blev født, der arbejdede min mor på et børnehjem i Fredericia. Min mor har altid fortalt os, at børn vælger ikke selv deres familie – og der er nogen der bliver født ind i den forkerte. Der skal samfundet være klar til at hjælpe. Det står stadig klart for mig«, fortæller Marianne.

»Jeg har aldrig spekuleret på andet, det har været helt naturligt for mig at melde mig ind i Socialdemokratiet. Jeg kunne også have lagt mine kræfter der, men dem lagde jeg i fagbevægelsen i stedet«, fortsætter hun.

Den danske model må ikke blive ødelagt

Med en kort gennemgang af Mariannes historie på plads falder samtalen igen på det annoncerede forslag om en fælles europæiske mindsteløn. For hvorfor er det egentlig et problem?

»Udfordringen består i, at vi har haft et meget roligt arbejdsmarked i Danmark i mere end 100 år. Vi har haft meget få arbejdsnedlæggelser sammenlignet med lande der har en lovbestemt mindsteløn. Det eneste man kan uden en fagforening der kan forhandle løn- og arbejdsvilkår er at gå på gaden med en gul vest«, siger Marianne og fortsætter:

»Tænk hvis man fjernede løn fra overenskomstforhandlingerne. Så ville en virksomhed placeret et stykke fra andre nok begynde at lønne efter mindstelønnen og ikke overenskomsten. Så melder de sig ud af arbejdsgiverforeningen – og til sidst er der ikke nogen arbejdsgiverforening. Flere og flere vil ende på mindstelønnen, hvis ikke de sociale parter står stærkt«.

»Når de så står uden sociale parter og muligheden for stærke overenskomster begynder det hele at smuldre. Alle de mange gode vilkår der er forhandlet gennem tiden vil forsvinde. Til sidst vil vi stå tilbage med en mindsteløn«, forklarer hun.

»Men når jeg er modstander af en mindsteløn, så er det ikke fordi jeg ikke vil hjælpe de andre lande. For kigger vi ud i Europa, så har vi fattigdom. Det er også derfor det er meget skræmmende, at det niveau man vil ligge mindstelønnen på svarer til fattigdomsgrænsen. Med det bliver målet, som mange af mine kollegaer arbejder for, altså at få millioner af arbejdere til at være på fattigdomsgrænsen. Tænk at børn skal vokse op i det«, siger hun med en stor alvor i stemmen.

»Dertil skal vi så ligge, at nogle steder vil det her betyde store lønstigninger, som er helt urealistiske. Det vil medføre mange flere falske solo-selvstændige, som ikke er socialt sikret. De skal selv tage ansvaret for alle sociale omkostninger – og så kan man blive ansat til en pris under mindstelønnen. Det vil for alvor slå bunden ud af mange familier«, fortsætter Marianne, der er tydeligt engageret i sagen. Det er en sag hun længe har kæmpet – fordi hun også har en meget solidarisk tilgang til verden.

Det rammer hende derfor ekstra hårdt, når der er flere af hendes kollegaer der kalder hende usolidarisk, fordi hun ikke vil være med til at indføre en mindsteløn, som de ønkser de i andre lande med argumentet om at det hæver deres lønninger. Man bliver lidt set som en usolidarisk skandinav, hvis ikke man bakker op.

»Det svier når nogen kalder mig for usolidarisk, for jeg er normalt meget solidarisk anlagt. Men fordi danskerne i løbet af de næste 20 år kommer til at have mange arbejdere på fattigdomsgrænsen, det betyder jo ikke at problemerne i Tyskland bliver løst. Tværtimod, for ingen har råd til at købe deres varer. Derfor er jeg helt sikker på, at en mindsteløn ikke er den rigtige løsning«, siger Marianne Vind.

Idéen om en fælles europæiske mindsteløn er stærkt forankret i den store socialdemokratiske S&&D-gruppe i Europa-Parlamentet, den samme gruppe som Marianne Vind sidder i. Det gør det derfor ekstra svært, at hun også skal kæmpe en intern kamp.

»Vi er oppe imod, at Von der Leyen blev formand for Kommissionen med 9 stemmer ud af 759 medlemmer dengang. Det gjorde hun fordi hun havde været rundt i grupperne for at høre hvad der skulle til for at få deres stemmer. Hovedparten af mine kollegaer synes der skulle være mindsteløn. Hun var minister i Tyskland inden, synes hendes parti det var en god idé, så kunne hun bare have gjort det. Derfor er vi enormt splittede i min gruppe. Så jeg er i bad standing i min gruppe. Men det er nok et tegn på at jeg siger noget af det rigtige«, siger Marianne.

Med forslaget udskudt er frygten for en mindsteløn også udskudt. Men for Marianne at se, så er der kun to mulige udfald.

»Det kan gå to veje. Enten får vi et direktiv eller får vi det ikke. Det kan godt være, at et direktiv indeholder en kattelem for eksempelvis Danmark og Sverige. 21 lande har allerede en mindsteløn. Men min store frygt er hvad EU-Domstolen kunne finde på at dømme. De kan sagtens tvinge Danmark ind i det her, selvom der er en kattelem«

»Men lad mig slå det helt fast, at nu har virksomhederne tjent penge nok på det indre marked. Det er på tide af vi også tænker på arbejderne«, siger Marianne – og timingen kunne ikke være meget bedre, for tjeneren kom og fortalte pænt, at de altså lukkede kaffebaren nu. Vi nåede ikke hele vejen rundt – men vi kom godt omkring én af de store sager, der fylder meget for Marianne.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer