Faglærte på korte og mellemlange videregående uddannelser har lavere frafald det første studieår end de studerende, der kommer fra gymnasiale uddannelser, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hovedparten af nye studerende på korte og mellemlange videregående uddannelser har en gymnasial uddannelse med sig, men en god del kommer med en faglært baggrund, altså fra en erhvervsuddannelse. Ny analyse viser, at de får bedre fat i studierne end studiekammeraterne med studenterhuer.

På de korte videregående uddannelser faldt hver femte studerende (19 procent) med en gymnasial uddannelse fra i løbet af det første år. Til sammenligning var det kun 15 procent af de faglærte, der faldt fra.

På de mellemlange videregående uddannelser faldt 15 procent af de studerende med en gymnasial uddannelse fra det første år. Kun 12,5 procent af de faglærte faldt fra.

Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:

”En del af forklaringen på det lavere frafald blandt faglærte kan være, at de er ældre, har mere livserfaring og har en bedre idé om, hvad den nye uddannelse består af. Men selv når man tager højde for alder, så har faglærte lavere frafald.”

”Det her siger rigtig meget om, hvilken solid ballast man har med sig, når man har taget en erhvervsuddannelse. Man klarer sig simpelthen bedre på de her videregående uddannelser, end studiekammeraterne fra gymnasiet.” 

”Mange har nok den idé, at erhvervsuddannelserne alene er en nøgle til at varetage specifikke job, men det er lidt af en myte. Det er rigtigt, at nyuddannede faglærte i første omgang har direkte adgang til arbejdsmarkedet, men en erhvervsuddannelse åbner også mange muligheder for at læse videre til for eksempel bygningskonstruktør, teknolog eller pædagog.”

Mere om analysen

  • I 2018 udgjorde faglærte personer 15 procent af tilgangen til korte og mellemlange videregående uddannelser.
  • At faglærte har lavere frafald end studenter ses på langt de fleste fagområder, og der er særlig stor forskel på de tekniske uddannelser.
  • Analysen bygger på 37.000 personer. Analysen følger to grupper af studerende. Den ene gruppe har en faglært uddannelse med sig. Den anden gruppe har alene en gymnasial uddannelse. Har man både en faglært og en gymnasial uddannelse, er man i gruppen af faglærte.
  • Blandt de personer, der tilgik en kort eller mellemlang videregående uddannelse i skoleåret 2018, er frafaldet opgjort inden for det første år. For at indgå i analysen er det et krav, at man var bosat i Danmark 1. januar 2018.
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer