Facebook vil ændre sit annoncesystem, så annoncører ikke kan målrette reklamer for forbrugslån på Facebook til spilinteresserede forbrugere. Forbrugerombudsmanden vurderer, at Facebooks hidtidige praksis er i strid med god skik.

Facebook har tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at det sociale medie vil fjerne muligheden for, at annoncører kan målrette deres låneannoncer til forbrugere, der har vist interesse for spil.

Facebooks annoncesystem har hidtil været programmeret til, at kreditgivere, kreditformidlere og andre, der låner penge til forbrugere, mod betaling kan få målrettet annoncer for lån til forbrugere, som har vist interesse for ”online gambling”, ”action games”, ”browser games”, ”first-person shooter games”, ”online games” eller ”online poker” ved for eksempel at have syntes godt om spillesider på Facebook eller ved at have klikket på annoncer for spil på Facebook (såkaldt ”targeted advertising”).

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at Facebooks annoncesystem er i strid med god markedsføringsskik og har anmodet Facebook om at fjerne denne mulighed for at målrette markedsføring af lån til forbrugere, som har vist interesse for spil. Forbrugerombudsmanden har understreget, at det ikke vil være nok, at Facebook beder annoncører erklære, at de vil afstå fra denne form for markedsføring. Facebook skal slet ikke tilbyde målrettet markedsføring af lån til spilinteresserede forbrugere.

I januar 2020 vurderede Forbrugerombudsmanden i en sag mod kreditformidleren Sky Connect, at virksomheden havde overtrådt god markedsføringsskik, da den markedsførte tjenesten ”Favoritlån”. Sky Connect benyttede Facebooks annoncesystem til at målrette sin markedsføring specifikt mod forbrugere, som havde vist interesse for spil – blandt andet hasardspil – på Facebook, og det var i strid med almene samfundshensyn og social ansvarlighed.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

– Helt tilbage i 1683 fastslog Danske Lov, at spillegæld ikke er juridisk bindende. Hensynet bag bestemmelsen er, at det er uetisk og samfundsmæssigt skadeligt, hvis der drives forretning på at lade folk gældsætte sig ved hasardspil. Bestemmelsen gælder endnu, og det er de samme hensyn, der gør, at det er i strid med god skik at målrette reklamer for lån mod forbrugere, der har vist interesse for spil.

– Hvis en virksomhed målretter sin markedsføring af lån til hasardspillere, er det efter min opfattelse i strid med god markedsføringsskik, fordi det er i strid med almene samfundshensyn. Derfor er det naturligvis også i strid med god skik, når Facebook sælger sådanne annoncer til erhvervsdrivende.

LOVGRUNDLAGET
I henhold til markedsføringsloven § 3 skal erhvervsdrivende udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Bestemmelsen er en såkaldt generalklausul, der skal fortolkes dynamisk i takt med bl.a. den samfundsmæssige og teknologiske udvikling.

SIDEN DEN 1. JULI 2020: FORBUD MOD MARKEDSFØRING AF KREDIT I FORBINDELSE MED SPIL
Den 1. juli 2020 blev det forbudt at markedsføre forbrugslånsvirksomheder og forbrugerkreditaftaler i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere. Bestemmelsen lyder som følger:

§ 11 b. Enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af boligkreditaftaler.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis kredit udbydes med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

Stk. 4. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis markedsføring sker ved en forbrugslånsvirksomheds sponsorering af idræt og almennyttige foreninger og fonde og forbrugslånsvirksomheden ikke udbyder lån med årlige omkostninger på 25 pct. eller derover. Undtagelsen gælder kun ved skriftlige sponsoraftaler.

Skriv en kommentar