Forside Fredericia Få det bedste ud af jeres sommerferie

Få det bedste ud af jeres sommerferie

DEL

Vi kender nok alle sammen det, at have høje forventninger til, hvad ferien skal levere for os. Vi vil gerne have storslåede oplevelser, masser af tid sammen som par og familie, alene-stunder hvor vi virkelig kan få stresset af, søde børn som er taknemmelige og som ikke skændes, gerne skøn sex og gerne meget af den, og meget meget mere. Og hvor kan vi bare blive skuffede, hvis vores forventninger ikke bliver indfriet.

Desværre kan sommerferien vise sig som et antiklimaks for mange par og familier, og der er en vis sandhed i, at parterapeuter generelt får mange henvendelser i august og september, når ferien er overstået. 

Her følger 6 gode råd til, hvordan I kan komme gennem ferien på en god måde for alle medlemmer i familien

1.Husk at kommunikere med hinanden. Som partnere har vi ikke en direkte pipeline lagt ind mellem os, og vi kan ikke læse hinandens tanker. Det er ikke ny viden, men vi glemmer det alligevel rigtig mange gange. Vi tænker ”det kan han vel regne ud!”, men nej, det kan han altså ikke. Så vær tydelig I jeres ønsker og forventninger. 

2. Sænk forventningerne. Især hvis I er en børnefamilie, og sænk dem endnu mere, hvis I er en sammenbragt familie med dine, mine og vores unger. Jo flere der er at tage hensyn til i familien, jo sværere er det at gøre alle tilfredse. Og vi må altså indse, at når vi ferierer med børn, så bliver det langt hen ad vejen på deres præmisser. 

3. Accepter stilheden. For rigtig mange af de par, som kommer I min praksis sidst på sommeren gælder det, at de er blevet overrasket over, at de ikke havde det store at snakke om, mens de var på ferie, og det ser de som en svaghed i deres ægteskab. Det kan det selvfølgelig være, men det behøver det ikke nødvendigvis at betyde. Hvis I er et par, der lever et liv med fuld fart på, så er det ikke sikkert at I i jeres hverdag er vant til de store dialoger om kultur og politik. Når så I sidder overfor hinanden på Mallorca med et koldt glas hvidvin i hånden, så kan det være svært at finde noget frem, som ikke gror naturligt mellem jer. Det kan opleves som en skuffelse, men det behøver ikke være et tegn på fiasko. Vi kan ikke høste frugter på de marker, som vi ikke dyrker. Så nyd i stedet stilheden, og øv jer i kunsten at tale med hinanden med en vis portion humor, hvis det kan føles akavet. 

4. Lad være med at planlægge for meget. Nøj hvor kan vi være verdensmestre til at få fyldt kalenderen op med udflugter, for nu skal vi sgu udnytte ferien maksimalt. Men sandheden er bare, at det hurtige tempo, som vi kører i til daglig, netop er det, vi skal slippe i ferien. Og hvis der er noget, som skabe konflikter i en familie, så er det, når der opstår stress. Så gør jer selv den tjeneste, revurdere jeres skema, og erstat nogle arrangementer med INGENTING. Det kan ende med at give plads til både de store og små. 

5. Brug ikke flere penge, end I kan undvære. Det er så fristende,at give los, når først vi er kommet af sted til Gardasøen, og rødvinen smager godt. Så vil vi gerne lige have et par kasser amarone med hjem i bilen, så vi kan blive ved med at fremkalde os smagen af ferie, når vi om 14 dage sidder hjemme på vores vindblæste terrasse. Og nu er jeg jo ikke bankrådgiver, selvom det kan lyde sådan. Men som parterapeut kan økonomien også være en tilbagevendende problematik mellem mange par. Især hvis I kommer retur til dk med røde tal på bundlinjen, for så skal der løbes hurtigt, for at indhente det tabte. Selvfølgelig er det ikke sjovt at sidde på turen og vende hver en 5-krone, men det er heller ikke sjovt at leve det søde liv i en uge, hvis realiteterne er, at I efterfølgende skændes de næste måneder, for at få budgettet til at gå op.

6. Drop selfierne og de 3 facebookopdateringer dagligt. Hold nu ferie. Også fra de sociale medier. I kan fortælle hele omverden om, hvor awesome det hele har været, når først I er kommet hjem, men husk mens I er afsted, hvem I dybest set er der for – nemlig hinanden. 

Jeg ønsker jer alle sammen en fantastisk sommerferie, uanset hvor turen går hen, og vil I læse mere om min praksis, så er hjemmesiden www.dittewinkel.dk eller I kan sende mig en mail på kontakt@dittewinkel.dk

https://fairbillet.dk/Store/Basket/BuyTicket?EventId=249&TicketCategoryId=845d