Siden august har FredericiaC arbejdet på at etablere den første kanal, og nu er anlægsarbejdet så langt, at det første vand snart kan lukkes ind i Kanalbyen ved Lillebælt. I løbet af denne uge åbner FredericiaC for pumperne, så vandet fra Lillebælt langsomt kan strømme ind og fylde kanalen, som efter planen skulle være fyldt op den kommende weekend fra lørdag den 13. december.

Tempoet af kanalopfyldning kan sammenlignes med opfyldningen af et badekar, så der bliver altså ikke tale om en massiv flodbølge, når der åbnes for vandet. Alle interesserede er naturligvis velkomne til at følge opfyldningen fra FredericiaC’s udsigtsplatform i bunden af Gl. Havn eller via webkameraet på FredericiaC’s hjemmeside.

”Hele ideen med at etablere en kanalby er at bringe vandet helt ind i byen, så flest muligt får udsigt og direkte adgang til vand. Det gælder ikke bare kommende beboere og virksomheder, men alle i Fredericia og byens besøgende. Kanalen åbner først til august, men allerede nu kan vi for alvor få en smagsprøve på den store attraktionsværdi, den første kanal i FredericiaC vil have”, siger Tim E. Andersen, projektdirektør i FredericiaC.

Broer på vej
Frem mod indvielsen af kanalen til næste sommer etablerer FredericiaC bl.a. en vejbro og to stibroer på tværs kanalen, som tilsammen vil genskabe adgangen til østsiden af Gl. Havn fra hjørnet af Oldenborggade og Prinsessegade. Støbeformen til vejbroen er ved at blive sat op netop nu, og FredericiaC forventer at både vejbroen og de to stibroer kan monteres i starten af det nye år.

Rør ved vandet
Parallelt med etableringen af vej- og stibroer går FredericiaC i gang med at støbe et landskabeligt rampeanlæg i den østlige ende af kanalen, som vil zig-zag’e sig gennem området fra det højtliggende terræn ved Kongensgade og helt ned til vandet i kanalen. Højdeforskellen på vandspejlet og toppen af rampeanlægget bliver ca. fire meter, og det vil give en flot panoramaudsigt ud over kanalen, hele FredericiaC-området og Lillebælt, når man bevæger sig gennem anlægget. Samtidig gør anlægget det muligt for alle at komme helt ned til vandet og dyppe tæerne i kanalen.

Promenaderne langs kanalen bliver først gjort færdige i det sene forår og dette arbejde ventes at tage et par måneder.