I mere end en uge har den tropiske orkan Larry huseret i Atlanterhavet, og den spøger stadig.

Til alt held har den holdt sig langt ude på åbent hav og således ikke forvoldt skade på land, men tidligere på ugen kom den dog faretruende tæt på den lille øgruppe Bermuda.

Søndag ventes den således at ligge sydøst for Kap Farvel og fortsætter herfra videre mod Danmark Strædet.

Selvom Larry på det tidspunkt er aftaget meget i styrke, vil den forsage kraftig blæst mange steder i Sydøstgrønland, og det kommer man i den grad til at mærke i Tasiilaq på sydøstkysten.

Søndag tiltager vinden fra nordøst og vil ifølge DMI´s højopløselige vejrmodel (750 meter) nå kulingstyrke i løbet af dagen, og der kan komme vindstød af stormstyrke. Øst for Tasiilaq, over havet, vil der blæse regulær storm, måske tæt på orkan (se grafik nederst). Den kraftige vind fra nordøst omtales sommetider som Neqajaq.

Men hvorfor er det lige, at Larry igen ”puster sig op” omkring Sydøstgrønland?

Forklaringen skal findes i den kystnære topografi, hvor de høje fjelde virker som en mur, der får luften til at bøje af mod syd samtidig med at den accelereres voldsomt, med kraftig blæst til følge. Dette vindfænomen bliver af meteorologer omtalt som Stuvningsvind.

At gamle orkaner sommertider gør sig opmærksom på langt nordligere breddegrader, end det man normalt forbinder med disse vejrsystemer, er ikke ualmindeligt. Den 19. oktober 2016 var det den tidligere tropiske orkan Nicole, som sendte vinden op i det røde felt i Sydøstgrønland. Den gang nåede vindstødene tæt på storm i Tasiilaq og i Kulusuk, 20 km øst for Tasiilaq, blæste der storm med vindstød af orkanstyrke.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her