Den jysk-fynske energikoncern EWII overtager ejerskabet af bredbåndsfirmaet Kviknet, der har base i Odense. Dermed er EWII Koncernen landsdækkende, også på bredbåndsområdet.

– Vi har en strategi om, at vi vil kunne levere hurtigt og sikkert bredbånd til alle danskere. Vores ambition med Kviknet er, at vi sammen går efter at udbygge vores position på bredbåndsmarkedet, siger direktør for salg og kundeservice Klaus Hieronymus Stenger.

Han kalder købet for ”et stærkt strategisk træk”.

– Vi er stærke på kundeservice og produktudvikling, og Kviknet er utroligt teknisk dygtige. Når vi slår de to ting sammen, så kan vi opgradere hele vejen rundt. Det bliver simpelthen et bedre samlet produkt, der kommer ud af det her,” forklarer han.

Kviknet, der blev startet i 2013 af iværksætter og direktør, Yoel Caspersen, er vokset med imponerende hast de sidste otte år, særligt på grund af firmaets solide tekniske kompetencer og en målrettet strategi om vækst.

I dag beskæftiger firmaet 14 medarbejdere, der nu sammen med Kviknet bliver en del af EWII Koncernen. For direktøren er det vigtigt at understrege, at medarbejderne kan glæde sig til at komme med over i en større koncern:

– Vi glæder os til fusionen, og til at kunne bruge det maskinrum, som vi har bygget op, endnu bedre. Vi er der, hvor vi har fin-tunet det koncept, vi startede op med, og nu får vi tilført flere muskler, så vi kan skalere op. Det bliver rigtig godt, siger Caspersen.

Han hæfter sig særligt ved, at EWII Koncernen deler de værdier, som Kviknet er funderet på:

– Det er et konkurrencepræget marked, og der kan være en tendens til at være lidt smart i en fart. Det er ikke det, vi er her for. Vi er optaget af ordentlighed og kvalitet, og det har været vigtigt for os at styrke Kviknet med en samarbejdspartner, der forstår vigtigheden af de værdier, siger Yoel Caspersen.

Konkret bliver der ikke lavet om i opsætningen af Kviknet på kort sigt. Firmaet beholder sit eget brand, blot med en ny ejer bag. Og kunderne kommer ikke til at kunne mærke den store forskel, lyder det fra begge direktører:

– Det eneste, de vil kunne mærke er, at der bliver bedre kundeservice, og bedre platforme, fordi vi nu har størrelsen til at sætte maksimalt fokus på alle områder af butikken. Og det vil vi gøre,” siger Klaus Stenger.

Skriv en kommentar