EWII Koncernens første årsresultat under det nye navn viser et solidt overskud på 48 mio. kr. før skat og et driftsresultat (EBITDA) på 250 mio. kr. Det oplyser EWII i en pressemeddelelse.

”Resultatet er bestemt tilfredsstillende, og særligt når man tager de mange forandringer i branchen og markedet i betragtning, er det et pænt overskud,” siger Knud Steen Larsen, adm. direktør i EWII Koncernen og fortsætter:

”Overskuddet kunne endda have været 150 mio. kr. større, hvis vi havde valgt at udnytte indtjeningsloftet i både vores vandselskab og elnet-selskab. Men vi ønsker at bidrage til at gøre Trekantområdet attraktivt at bo og drive virksomhed i, så vi har i stedet valgt, at den sunde økonomi i vores kommercielle selskaber skal være med til at gøre infrastrukturen så billig som mulig. I TREFOR El-net A/S har vi direkte besluttet en stor prisnedsættelse på ca. 75 mio. kr. gennem bortfald af abonnement og gebyrfri betaling,” siger Knud Steen Larsen og nævner endvidere overgangen til faktuel månedsafregning som et væsentligt nyt gode for EWIIs kunder.

Ny offensiv vækststrategi

Udover nyt navn og logo, samt en væsentlig indsats for at markedsføre og positionere det nye brand, bød 2016 også på en ny koncernstrategi, EWII 2020-2025, med en stærk national og international vækst samt en betydelig og markant grøn dimension. Og organisationen er allerede godt i gang med at udmønte den nye strategi.

”Vores kunder har taget rigtig godt imod vores nye navn, og med vores nye offensive strategi, der indeholder en håndfuld klare fokusområder, har vi et stærkt fundament for de kommende års udvikling af EWII Koncernen, og vi forventer en markant forøgelse af såvel antal arbejdspladser som omsætning og overskud frem mod 2025,” fortæller Knud Steen Larsen.

Store forandringer i branchen

Energibranchen gennemgik i 2016 en række store forandringer, hvor særligt Engrosmodellen, der blev en realitet den 1. april 2016, har betydet store ressourceanvendelser i koncernen. Der er i det hele taget sket så mange regulatoriske forandringer i 2016, at sammenligninger med tidligere år ikke giver væsentlig mening.

EWII Koncernen fik i efteråret 2016 efter et grundigt og engageret forarbejde af direktion, bestyrelse og repræsentantskab nye moderniserede vedtægter og valgregler. 2016 har også været præget betydeligt af forberedelserne til EWII Koncernens 150 års jubilæum den 1. juli 2017, der fejres med en række aktiviteter i første halvår af 2017.

Passionerede medarbejdere

EWII mener, at et af Koncernens væsentligste aktiver er passionerede medarbejdere, og derfor er resultatet af den årlige medarbejdertilfredshedsundersøgelse også særdeles god læsning for den administrerende direktør:

”Vi har haft et meget højt præstationsomfang og –niveau gennem hele året, og derfor glæder det mig naturligvis dobbelt, at vores måling endnu engang viser en høj arbejdsglæde, hvor medarbejdernes arbejdsglæde har distanceret EWII positivt i forhold til gennemsnittet af det danske erhvervsliv. Det er et uhyre vigtigt parameter for os,” afslutter Knud Steen Larsen.

Læs den samlede årsrapport for EWII Koncernen her: EWII.com/årsrapport2016