Forside Fredericia EventC melder udsolgt til Dinesen-koncert

EventC melder udsolgt til Dinesen-koncert

DEL
Jacob Dinesen
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Når den populære unge sangskriver og musiker, Jacob Dinesen gæster Eksercerhuset i Fredericia den 4.april 2019 bliver det med alle stole fyldte. Det kunne EventC i dag melde ud. Samtidig er der run på salget til de øvrige arrangementer hos den fredericianske eventvirksomhed. 

Den 20. november var Jacob Dinesen i Fredericia for at promovere sit nye album, Found It. Det blev et tilløbsstykke og sangeren med den sprøde stemme imponerede de fremmødte. 

“Først og fremmest, så er vi glade for, at vi allerede nu, kan melde udsolgt til koncerten, og jeg er sikker på, at vores koncertgængere får en stor oplevelse. Jacob har et særligt talent og en styrke i sin stemme, som altid rammer hjertet på tilhørerne”, fortæller Ulrich Nicolaisen til Fredericia AVISEN. 

Han kunne også fortælle, at EventC i dag har frigivet billetterne til det nye makkerpars, Hvam & Øgendahls, ekstrashow. Det første bliver afholdt den 16. maj i Hindsgavls Slots smukke omgivelser kl.19 og 21.30, og ekstashowet bliver to dage senere i Eksercerhuset på Bülows Kaserne, hvor 19.00-showet er udsolgt, mens der i dag er kommet billetter i salg til 21.30. 

Det er også få uger siden, at EventC præsenterede, at Rasmus Bjerg kommer til thansen arena med koncerten: “John”. Og i sidste uge var det en af Danmarks største trubadurer, Lars Lilholt, der meldte sin ankomst på Kastellet i fæstningsbyen. Læg hertil Michael Learns To Rock, Michael Falch, Tina Dickow, Queen Machine og Jonatan Spang. 

“Vi er glade for, at vi er lykkedes med at få de mange gode navne til området, og jeg er sikker på, at der venter flere navne. Vi vil også allerede nu takke vores mange koncertgæster og samarbejdspartnere for at dette kan lade sig gøre. Et godt eksempel herpå er eksempelvis Jacob Dinesen, hvor vi kan melde udsolgt”, slutter Ulrich Nicolaisen fra EventC.

Se og læs mere om koncerterne her

https://goo.gl/MSbg7k
DEL