I disse timer fremføres EUs første klimalov, samtidig opjusterer EU sit mål for CO2-udledningen inden 2030. Den danske klimaminister Dan Jørgensen er begejstret for udviklingen og nyheden, der kommer op til den amerikanske præsident, Joe Bidens digitale klimatopmøde.

– EU’s første klimalov er et historisk grønt tigerspring for Europa. Den kommer på et rigtig godt tidspunkt lige op til Bidens klimatopmøde, og fasttømrer endnu engang EU’s globale lederskab på klimaområdet. I de kommende dage mødes verdens største udledere med fokus på at løfte det globale ambitionsniveau, og EU’s høje ambitionsniveau vil være med til at lægge massivt pres på store udledere som Kina, Indien og Brasilien, siger Dan Jørgensen og uddyber:

– Danmark har i den grad medvirket til at sikre den ambitiøse aftale. Vi har vedvarende lagt pres på for mere ambitiøse og juridisk bindende mål på europæisk plan. Vi er ambitiøse i Danmark, men det er i EU, vi virkelig kan flytte noget. Med opjusteringen af EU’s 2030 klimamål på mindst 55 pct. må man sige, at det lykkedes, selv om vi gerne havde set et højere mål.

EUs nye klimalov har mange danske aftryk med sig, blandt andet den danske model for klimapartnerskaber, der kopieres på EU-niveau.

– Der er mange danske grønne fingeraftryk på aftalen, som vi kan være stolte af. Blandt andet er der fastlagt en god proces for 2040-målet og den danske model med klimapartnerskaber bliver nu kopieret på EU-niveau. Det er også vigtigt, at der oprettes et rådgivende videnskabeligt organ, der – som vi i Danmark kender det fra Klimarådet – blandt andet skal vurdere, om der er overensstemmelse mellem EU’s mål og klimahandling, slutter klimaministeren.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer