Efter århundreders nationalisme på det europæiske kontinent begyndte man et samarbejde mellem de vestlige lande i midten af det 20. århundrede. Det var næppe idealisme eller storslåede planer om en bedre verden, der drev samarbejdet. Derimod var det for de stærke kræfter som Frankrig og Tyskland en nødvendighed. Efter, at Anden Verdenskrig havde ødelagt det meste af kontinentet og millioner af mennesker var døde i endnu en storkrig, var genopbygningen af landene i centrum hos de fleste centrale politikeres bevidsthed. Tyskland var sønderbombet og smadret af både bombetogter og invasion fra både øst og vest, og samtidig var det en diskussion om landet overhovedet kunne få lov til at overleve.

Sejrherrerne var i tvivl. Under krigen udarbejdede amerikanske regeringer planer for at omdanne Tyskland til et landbrugssamfund, hvor det skulle være forbudt at have tung industri. Men efter krigen viste det sig hurtigt, at Europas største land ikke kunne undværes i den nødvendige alliance mod Sovjetunionen og den røde hær, der praktisk talt havde besat hele Østeuropa og samtidig indsat dukkeregimer, der var lydhøre overfor Moskvas ordrer. Den kolde krig var en realitet man måtte forholde sig til, og her var de hævngerrige planer om at skrotte Tyskland ikke nogen gevinst. Men landene omkring Tyskland, herunder Frankrig, var kun alt for bevidst om faren ved et stærkt Tyskland. Den frygt kom til at få stor indflydelse på dannelsen af et nyt europæisk samarbejde, det vi i dag kalder for EU.

Også tyskerne selv var bevidste om at deres nation balancerede på et skarp og farligt sværd. Stalin valgte at slå til og fik skabt et kommunistisk Østtyskland med Moskva-loyale kommunister i spidsen. Og USA valgte endeligt at støtte op om dannelsen af en Vesttysk stat. Tyskland blev symbolet på delingen af Europa mellem den kapitalistiske og den kommunistiske lejr. Det svækkede Vesttyskland blev alligevel motoren i dannelsen af det europæiske samarbejde, for tyskerne havde den største interesse i at få genrejst sig efter krigen. I den nye forbundsrepublik satte man sig for at indføre stærke, demokratiske institutioner og idealer. Den nazistiske epoke hang som en skam over alle tyskere. Weimar-republikkens nederlag til den nazistiske magtovertagelse gav mange gode grunde til at forbygge en gentagelse. Det betød også at den nationalistiske dagsorden blev fejet af bordet. De nye tyskere i vest skulle være ydmyge og venligtsindede.

Alt imens den kolde krig rasede byggede Vesttyskland deres industri op. I spidsen stod Konrad Ardenauer, der blev den første kansler i den nye republik. Han satte benhårdt ind på at bygge demokratiet op, og fik tyskerne til at komme videre fra ren afnazificering til egentlig statsopbygning. Han havde et enormt veludviklet politisk instinkt, der både indenrigspolitisk såvel som udenrigspolitisk var med til at skabe resultaterne. Det lykkedes også at få Vesttyskland med i NATO, hvilket betød en klar forbedring af Tysklands muligheder for at agere selvstændigt. For på den modsatte side af jerntæppet var Sovjetunionen optaget af at Tyskland skulle betale prisen for anden verdenskrig. Den del af Tyskland man havde besat blev plyndret, og kommunisterne efterlod ikke meget anvendeligt til de indespærrede østtyskere. Men Ardenauer og vesttyskerne accepterede aldrig den østtyske stat som legitim, og det blev et afgørende element i den senere genforening af Tyskland. Tværtimod insisterede man på at der kun var et Tyskland, og at tyskerne var et folk.

Det tyske lokomotiv var betydningsfuldt for den europæiske økonomi. Frankrig var udover de sikkerhedspolitiske overvejelser også interesseret i at få et samarbejde til at lykkes, således at økonomien kunne blive forbedret. Samtidig var den franske krigshelt og lederfigur, Charles de Gaulle, overhovedet ikke begejstret for det amerikanske hegemoni, der voksede ud af anden verdenskrig. Frankrigs ydmygelse og nedværdigelse i forbindelse med Hitlers blitzkrieg sad dybt i ham. Så hvis den franske stolthed skulle genopbygges kunne det ikke ske ved at underkaste sig et stærkt USA. Forhandlingerne i perioden med den amerikanske regering bar præg af ønsket om et alternativ, og her var et europæisk samarbejde pludselig interesseret.
England led gevaldigt under en svag erkendelse af at tiden som stormagt var forbi. Der var ikke længere ressourcer til at kontrollere lande på den anden side af jorden, og disse lande ønskede også selvstændighed og frigørelse fra kolonimagten. Anden verdenskrig havde kostet Storbritannien dyrt og kassen var tom. Men ligefrem at gå ind i et samarbejde med de andre store, europæiske nationer. Det forekom ikke indlysende for dem. Det første europæiske samarbejde blev etableret som Kul- og stålunionen i 1951, og Belgien, Frankrig, Italien, Luxemborg, Holland og Vesttyskland skrev under på en samarbejdsaftale. Dette ”europæiske fællesskab” havde ingen ambitioner om blive et overnationalt koncept. Men disse indledende manøvrer sikrede et samarbejde på væsentlige områder for et meget stort område af Europa.

Danmark kom først med i samarbejdet i 1973. Det var ikke et nemt foretagende, for danskerne var skeptiske overfor et sådant samarbejde med andre lande. Flertallet af de danske politikere har historisk været varme fortalere for det europæiske samarbejde, men virkeligheden har gang på gang vist sig ved stemmeboksen, når afstemningerne er gået imod selvsamme. De berømte forbehold er kulminationen på den danske EU-modstand. I 2022 når der den 1. juni atter skal være afstemning om et forbehold, er det nærmest en klassiker i dansk politik.

Danmark er et meget lille land. I EU har vi siden vores deltagelse i samarbejdet haft langt mere indflydelse end antallet af borgere i landet kan retfærdiggøre. Hvor det krigsramte Ukraine drømmer om optagelse i den europæiske union er modstanden overfor samarbejdet fortsat tilstede i den danske befolkning. Det er paradoksalt at det er Ruslands (tidligere Sovjetunionens hovedkapacitet), der er drivkraften bag en ny afstemning om et forsvarssamarbejde. Det vækker minder om argumentationen under den kolde krig, selvom Rusland ikke er i nærheden af at være ligeså farlig som Sovjetunionen. Denne historieløshed er meget udbredt. For der er ikke tale om to blokke med to forskellige politiske ideologier. Også Putins Rusland er kapitalistisk. Der mangler også et decideret politisk system i Rusland, hvor styret reelt er en fortsættelse af diktaturet. Rusland har aldrig haft en demokratisk tradition. Først var man underlagt en brutal adel i århundrede. Så var man underlagt en brutal kommunisme i størstedelen af det tyvende århundrede. Og nu har man en despot, der egentlig ikke har et bestemt politisk formål eller en bestemt ideologi, udover Ruslands storhed og berettigelse som supermagt.

Ligeså underligt er det med den kinesiske kommunisme. Kina er hverken fugl eller fisk. Et kapitalistisk samfund styret af socialistiske ideer. Hvor det politiske billede efter anden verdenskrig blev tegnet klart og tydeligt op, så er det i nutiden ualmindeligt mudret. En ting er dog sikkert, og det er at nationalismen historisk har været meget, meget kostbar for europæerne. To storkrige på kontinentet og millioner af døde. Forfærdelige regimer med diktatorer, død og lemlæstelse, forfølgelse og manglede frihed. I den forbindelse har det europæiske samarbejde budt på en historisk lang fred mellem tidligere krigsførende nationer.