Regeringen er i fuld gang med at udarbejde et udkast til en finanslov, og torsdag kom det frem, at man har i sinde at afskaffe det omdiskuterede omprioriteringsbidrag – og det skaber glæde hos Lars Middelboe, Direktør hos EUC Lillebælt.

Regeringen lægger op til at afskaffe omprioriteringsbidraget på undervisnings- og uddannelsesområdet og vil forlænge kvalitetspuljen på 168 mio. kr. til erhvervsskolerne.

Udover at afskaffe omprioriteringsbidraget vil regeringen som led i finansloven for 2020 forlænge kvalitetspuljen på ca. 168 mio. kr. til erhvervsskolerne. Puljen skulle ellers udløbe ved udgangen af i år, men nu lægger regeringen altså op til at forlænge den til og med 2023.

EUC Lillebælt: Vi er meget tilfredse

“Under valgkampen og efter, har det ligesom ligget i kortene, at omprioriteringsbidraget ville blive droppet. Vi glæder os nu over, at det er en kendsgerning”, siger Direktør hos EUC Lillebælt, Lars Middelboe, til Fredericia AVISEN.

“Samtidig er vi meget glade over, at de fremtidige besparelser på uddannelse ser ud til at stoppe, samtidig med at et kvalitetstilskud bliver videreført frem til 2023”, fortsætter han.

“Vi var også skåret ind til benet, og det ville have været ret problematisk hvis besparelserne skulle fortsætte”

“Nu kan vi glæde os over, at få lidt økonomisk ro, så vi kan koncentrere os om det vi er her for, nemlig at uddanne dygtige medarbejdere til erhvervslivet, hvor der fremadrettet bliver brug for mange der har en erhvervsuddannelse”, slutter Lars Middelboe.

https://www.facebook.com/events/2400413516865985/