Flere af verdens største fodboldligaer er ved at udvikle sig til et mesterskab i at undgå corona. Trods utallige tilfælde på flere af holdene, gennemføres kampene i langt de fleste tilfælde.

Dansk håndbold har indført en regel med, at man kan aflyse en kamp, hvis der er minimum fem smittetilfælde på ét af de implicerede hold. Så firkantet er det ikke skåret ud, når man kigger på eksempelvis Premier League og La Liga.

– Jeg synes, at det er ved at udvikle sig til lidt af en farce. Det kan ikke være rigtigt, at Barcelona skal spille, når de har syv coronatilfælde. Sundhedsmæssigt giver det ingen mening, og når der samtidig var fire spillere ude for deres mostander, Mallorca, så burde den kamp være aflyst. Der er selvfølgelig et kommercielt aspekt i det, og så er der heller ikke mange ledige kampdatoer, men almindelig sund fornuft bør komme i første række, siger sportsredaktør hos Danske Digitale Medier, Patrick Viborg Andersen.

Kigger man på Premier League har der været enkelte aflysninger, men situationen med mange smittede kan ende med at koste dyrt. Tager man et hold som Norwich kan det ende med at koste dem nedrykning, og når man siger, at en klub tjener en milliard kroner på at rykke op i Premier League, så mister en klub det tilsvarende ved nedrykning.

– De har været hårdt ramt af corona, og det er selvfølgelig ikke så fedt for dem, når de er i den situation. Det har tilmed været spillere, der er blandt deres bærende kræfter, som har været ramt. Det er lidt som et lotteri at forsøge og undgå, men vilkårene er ens for alle. Derfor nytter det ikke noget, at deres manager Dean Smith brokker sig højlydt i pressen. Norwich har haft tre-fire tilfælde, og de har så tilfældigvis været til spillere, som under normale omstændigheder, vil være faste startere. Det er ikke anderledes, end hvis man har fået tre-fire skader til nøglespillere. Der hvor kæden hopper af er, når der er tale om et halvt hold, som er ude med corona, siger Patrick Viborg Andersen og fortsætter:

– Helt overordnet set bør man fra FIFA og UEFA’s lave et regelsæt, som de nationale forbund kan læne sig op ad. Der er ikke gennemsigtig med, hvornår man aflyser og det er det mindste man kan gøre. Man kan mene hvad man vil om Dansk Håndbold Forbund, men der har de gjort det klart så reglerne er til at forholde sig til. Fem smittede og så kan man aflyse, og samme model kan man passende kopiere til fodbold. På den måde vil vi komme til at undgå situationer, hvor Chelsea skal have to keepere på bænken for at fylde den ud, eller Barcelona skal ud i at grave spillere frem fra deres reservehold. Uden regler ligner det et mesterskab i at undgå corona, og det er simpelthen ikke holdbart, slutter Patrick Viborg Andersen.

Skriv en kommentar