Forside Debat Et godt parforhold er mere end bare dig og mig

Et godt parforhold er mere end bare dig og mig

DEL
En tur med veninderne er godt for livet, parforholdet og sjælen, skriver vores klummeskribent denne søndag.

Nu nærmer tiden sig, hvor min mand får brug for at tage ud at fiske. Han lider af en relativt ukendt sygdom kaldet fiskefeber. Og hvad gør man så som kvinde, når manden smutter 3 døgn i streg, til fordel for sump og Jaka Bov på dåse? Jeg kysser ham på kinden og ønsker ham en god tur!

Jeg har aldrig selv fået stillet en diagnose, men en weekend i december hvert år rammes jeg af champagne og shopping abstinenser, som kun kan kureres af veninderne, som tager en for holdet, og rejser med mig til London, for at hjælpe mig med få det bedre! Min mand beder for min hurtige (og billige) helbredelse, og glæder sig til at jeg kommer rask hjem igen.

Vi forsøger at give hinanden plads!

Måske kender I den modsatte situation fra jeres egen omgangskreds? Jeres kammerat gennem mange år gik fra at være single til at finde en sød kæreste. Men nu er han gone MIA, fordampet, sunket i jorden. Han dukker sporadisk op på jeres messenger-tråd med lidt kække bemærkninger, men deltager meget sjældent i sociale sammenhænge. Det kan der være mange grunde til, og alle os der står udefra og kigger ind på parforholdet kan kun gisne om, hvad årsagen måtte være, men udefra kan det føles som om, at parret intet liv har udover hinanden.

Men der findes mange par, hvor den ene person i forholdet føler, at de sidder lårene af hinanden. At hvis den ene part i forholdet ønsker at foretage sig noget på egen hånd, så bliver den tilbageværende person misfornøjet og føler sig overset. At de er gået fra at være to ”jeg’er”, der valgte hinanden til, til et ”vi”, der ikke længere kan vælge hinanden fra. Begge parter i forholdet skal nu udfylde samtlige roller for hinanden, som deres øvrige familie og omgangskreds før hjalp til med. Er det rimeligt at forlange det fra hinanden? Kan et parforhold overhovedet holde til den slags forventninger?

Som sex- og samlivsterapeut ser jeg ofte par, som er i gang med at skabe et trygt forhold, men som samtidig forveksler kærlighed med total sammensmeltning. Kærlighed hviler på to søjler: overgivelse og selvstændighed. Vores behov for samhørighed lever side om side med vores behov for adskilthed. Hvis afstanden er for stor, kan der ikke ske nogen tilknytning. Men hvis to mennesker smelter for meget sammen, udraderes to individers behov for adskilthed. Når mennesker smelter sammen – når to bliver til en – kan de ikke længere mødes. Der er ingen at mødes med. Således er adskilthed en forudsætning for, at et møde, en forbindelse, kan opstå.

I dag forventer vi, at ét menneske skal kunne give, hvad en hel landsby gjorde før i tiden: en følelse af tryghed, mening og kontinuitet. Samtidig forventer vi, at vores faste forhold skal være romantiske og både følelsesmæssigt og seksuelt tilfredsstillende. Jeg forstår i højere grad, hvorfor flere og flere par afslutter deres fælles relation og vælger at gå hver til sit, for er det så mærkeligt, at mange parforhold bryder sammen under vægten af de krav?

Det er ikke fornuftigt eller rimeligt at forvente, at én person kan opfylde alle vores behov. Lige meget hvor kompatibel eller/og forelsket man som par måtte være, så har vi som menneske et medfødt behov for forskellige typer af relationer. Hvis et par kun har hinanden som support, kan dette lede til unødig stress og pres på forholdet og ligeledes skabe en afhængighedsdynamik.

For både mænd og kvinder gælder det, at forskellige typer af tilknytninger kan bringe glæde, inspiration, latter og klarhed. Disse venskaber ”fodrer” os og hjælper med at fylde os op mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt, så vi ikke er på et stadie af underskud, der skal overføres på vores partnerskab.

Måske ønsker mange par slet ikke en total sammensmeltning med deres partner. Men med lange arbejdsdage, små og store børn, fritidsaktiviteter, forældremøder, for de heldige skemalagt sex, hjemmebag og rengøring, så er realiteterne bare, at der ikke er flere timer tilbage i døgnet til at pleje deres sociale netværk. Den totale sammensmeltning er ikke et mål, men en utilsigtet konsekvens.

Den energi og tid, vi vælger at kaste efter vores kæresterelation, synes vi i forvejen ikke, er tilstrækkelig, og den dårlige samvittighed er konstant til stede hos os. Hvordan retfærdiggør vi så over for os selv og vores partner at rette vores opmærksomhed ud af hjemmet?

Dette er en kompleks balancegang med mange variabler. Ikke desto mindre er vigtigheden i begrebet “adskilthed” blevet mig meget klart. Par er nødt til selvstændigt at reflektere over, hvad de mener er rimeligt at forvente, og derefter italesætte dette for hinanden. Ikke for at kritisere, men derimod for at løfte og hjælpe hinanden. Og det, vi som partnere skal forstå, når vores bedre halvdel gør det, er, at det er en indirekte kærlighedserklæring. Et (måske ubevidst) ønske om at berige vores partnerskab og forsøge at fremtidssikre vores fælles kærlighed.

Så selvom vi som par ikke har set meget til hinanden i løbet af ugen, så vær forstående og kærlig, hvis din partner vil ud med kammeraterne eller trænger til en biograftur med sine veninder. På den måde køber du aktier i dit eget parforhold og får forhåbentlig et godt afkast deraf i mange år frem.

I kan læse mere om mig og min praksis på www.dittewinkel.dk. Ønsker I mere information eller uddybelse, så er I velkommen til at kontakte mig, og I må også altid komme med ideer til fremtidige blogindlæg!

https://mikeno.dk/t262/M%C3%B8d%20og%20lyt%20til%20foredrag%20med%20Umahro%20Cadogan%20fra%20%22Spis%20dig%20rask%22
Annonce – køb billet her
DEL