Den har været mere end 20 år undervejs. Der er tænkt både hensynet til naboer, bløde trafikanter og sjældne dyrearter ind i planlægningen. Og på sigt vil vejen blive en vigtig færdselsåre for trafikken mellem Billund og den jyske østkyst. Torsdag 22. oktober 2020 kl. 15.30 tages det første spadestik til Vejles nye forbindelsesvej.

“Vi har set meget frem til denne dag. Forbindelsesvejen vest om Uhre er en væsentlig del af den mobilitetsplan for hele kommunen, som vi vedtog for to år siden. Den bliver ikke blot en aflastning af den daglige trafik i Petersminde og Uhrhøj og videre gennem Vejle by. Den vil også blive vigtig for trafikken mellem den jyske østkyst og Billund, siger borgmester i Vejle Kommune,” Jens Ejner Christensen og uddyber:

“Den vil for mange pendlere blive et naturligt førstevalg, når de skal vest- eller sydpå og ikke har ærinder i Vejle by og samtidig vil undgå den trafikerede Vejlefjordbro. Og så vil den – sammen med havnetunnellen – blive en helt afgørende brik, når trafikken sander til på broen og skal ledes uden om midtbyen.”

Et helt unikt projekt
Første del af forbindelsesvejen bliver med en rundkørsel, der forbinder Vejledalen med det første stykke af ringvejen og videre op til Petersmindevej.

“Det er et helt unikt projekt. Både fordi det er blandt de allerstørste anlægsprojekter, vi har løftet i Vejle Kommune, og ikke mindst fordi vejen skærer igennem et yderst udfordrende geologisk og typografisk stykke landskab,” siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.

Der har derfor skullet tages en lang række hensyn – både over for naboer og de bløde trafikanter, men også med helt unikke og æstetisk smukke faunapassager til det rød- og gullistede dyreliv i området – inden pendlere i første omgang til og fra Petersminde og Uhrhøj området kan skære minutter af deres rejsetid.

“Vi har bestræbt os på at lægge linjeføringen mere mod vest, så vejen kan placeres lavere, og den dermed i videst mulige udstrækning minimerer støj og bil-os,” siger udvalgsformanden.

Spadestik, kaffe og kage
Første spadestik finder sted på torsdag 22. oktober 2020 kl. 15.30 – 17 i krydset ved Vardevej / Vejledalen.

Der vil være taler af borgmester Jens Ejner Christensen og Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg. Bagefter bydes der på en kop kaffe og et stykke kage.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer