Vi har været på Gymnasiet HTX Lillebælt og talt med rektor Lars Hansen, der ser tilbage på året 2020, der bød på flere aspekter, og han ser frem til et 2021, hvor det hele forhåbentligt bliver mere normaliseret.

Eleverne er derhjemme, og lærerne sidder heller ikke på skolen. Det var derfor tomme omgivelser, som mødte os, da vi var forbi HTX på Teknikervej i Erritsø, hvor Lars Hansen stod klar i foyeren i den nye bygning, der officielt blev indviet tidligere på året, men har været i brug siden august 2019. En vandskade gjorde dog, at det skulle udbedres og det er det blevet i løbet af 2020, der endte med at blive begivenhedsrigt på flere punkter.

»Man må sige, at 2020 har været et interessant år på forskellige led og kanter. Blandt andet med Covid-19, men det skulle have været året, hvor vi i god ro og orden skulle tage bygningen i brug, men vi havde vandskadeproblemer og de blev udbedret. Vi var klar til et almindelige skoleår i sommer, men så fortsatte nedlukningen med corona,« siger Lars Hansen.

Netop den nye bygning er noget man er stolte af på Gymnasiet HTX Lillebælt, og eleverne har også taget godt imod den.

»De har taget godt imod det. De nye elever havde forventning til at starte et nyt sted med nye lokaler og projektarbejde i de her områder som skolen er indrettet til at have,« forklarer Lars Hansen, mens han står ved et cafébord i netop et af de omtalte områder.

2020 var også et år, der bød på elevfremgang på HTX, og der kan det nye inspirerende uddannelsesmiljø have en effekt.

»Det er rigtigt, at vi har elevfremgang og vi er stolte af at vise den nye bygning frem og det vil på sigt gøre, at flere vælger en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse,« siger Lars Hansen og kommer ind på, hvad han forventer af 2021:

»Vi håber, at vi med den kommende vaccine at kunne vænne tilbage til en almindelig. hverdag, da det er trist at sende elever hjem og normalt vil man opleve stor aktivitet på skolen med eksamensopgaver og spændingen med juleferien i disse dage.«

Pga. Covid-19 har der været taget virtuel undervisning i brug, og flere taler om, at det er fremtidens undervisningsform, men Lars Hansen påpeger, at det fysiske fremmøde er at foretrække.

»Vi har gjort os erfaringer, men vi skal være opmærksom på, at det er vigtigt er, at man har den fysiske kontakt til eleverne og de sociale aspekter i at undervise,« siger HTX’ rektor.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer