Den 3. juli 2018 slog Urbania Street Food dørene op. Fredericia AVISEN har talt med medejer af Urbania, Brian Løkkegaard, der blandt andet fortæller om det første år med Street Food-konceptet i Fredericia.

Urbania kom til i den historisk varme sommer i 2018. Det gav en forrygende start på det nye koncept i Fredericia, og tiden er siden fløjet af sted.

“Det første år er gået helt vildt hurtigt, og vi har haft fuld fart på fra dag et. Der har været masser af lokale gæster og masser af gæster ude fra, og specielt har der været mange nysgerrige fra nabobyerne. Jeg synes, at vi efter et år er ved at lande igen og vi har et stærkt sortiment og en spændende Street Food, som er meget bred på både smag, indhold og liv. Vi har en Street Food, der har haft succes med masser af mindre og mellem store arrangementer og fundet ud af hvad der virker,” siger Brian Løkkegaard, som særligt hæfter sig ved succesrige arrangementer, der har ramt den brede fredericianske befolkning:

“Vi er rigtig gode til børnefamilier, og småaktiviteter som banko og quiz har været en succes, og i årets løb er vi også blevet kåret som byens bedste ølbar af Danske Ølentusiasters Fredericia-afdeling, så vi rammer bredt.”

Agerer som et samlet Urbania Street Food

I årets løb har der været tre udskiftninger i madboderne, men det er ikke noget, som Brian Løkkegaard ser negativt på.

“Nogle har valgt at stoppe helt med at have et Street Food-koncept og fokusere på kantinen. Til gengæld har vi fået tre nye ind, og jeg tror, at vi er landet med seks spændende boder, men dermed ikke sagt, at vi ikke er villige eller klar på rokader eller ændringer i vores madopstilling. Vi ser det som en force, at vi kan skifte hurtigt og at vi kan tilbyde de små køkkener en nem og overkommelig forretningsmodel, hvor de ikke taber hoved og hale, hvis konceptet ikke er klar til Fredericia,” forklarer Løkkegaard.

Med seks madboder under samme tag, og med forskellige ejere, har den enkelte madbod naturligvis fokus på at få succes, men der samarbejdes og idéudveksles på kryds og tværs.

“Vi agerer som et samlet Urbania. Vi er under samme tag og hjælper hinanden som kollegaer. Man kan mærke, at de er seks forskellige køkkener med seks iværksættere bagved, som alle sammen kæmper og hvor kampgejsten ligger under overfladen og lurer. Vi er ét Urbania og vi prøver så vidt muligt at hjælpe hinanden med rådgivning, og hvis der er en vagtplan, som ikke kan gå op eller man har glemt at købe noget ind, så hjælper vi hinanden,” siger Brian Løkkegaard.

Spændende år to

En af de ting, som har været en succes i det første år med Urbania Street Food har været sammenspillet med Tøjhuset.

“Vi havde en tro på, da vi lagde planerne for beliggenheden osv. , at Tøjhuset ville blive en vigtig spiller, som vi ville kunne drage nytte af. Det har også været godt for byens borgere har vi kunnet se på de store dage i Tøjhuset, da de inden og efter, at de har været i Tøjhuset, har været inde at besøge os,” forklarer Brian Løkkegaard.

Med et første år, som snart er overstået, er fremtidsplanerne klar. Flere ting vil blive, som man kender det, men der er også nye tiltag på vej.

“Det bliver lige så spændende som år et. Efter sommerferien vil man kunne mærke tiltag, men først håber vi på en god sensommer, og så skal vi i de kolde måneder vise, at vi kan andet end at være Street Food. Vi skal geare op på events, og vi er ved at have en masse ting på plads der. Eksempelvis vil vi have teambuilding-arrangementer og have polterabend og andre ting. Vi vil i år to forsøge at udvide vores kunnen, og fokuserer i nye retninger, og blive bedre til nye ting,” siger Brian Løkkegaard og kommer ind på, hvordan det første års tid har været for ham rent personligt:

“Det har været spændende ,og det at opbygge noget op fra scratch er altid en fed proces. Det er ekstremt givende og det er en lykkerus , når tingene flasker og udvikler sig, som det har gjort for os. Vi har mødt udfordringer undervejs , så jeg vil meget gerne sige, at det har været en lang succeshistorie, men vi har haft udfordringer og stødt på lidt småting, som vi skulle løse. Det var en spændende satsning, som jeg troede på og stadig tror på. Man kan se, at området her i Gothersgade syd og i Kanalbyen bliver mere og mere spændende, så vi synes stadig, at vi har en god placering i forhold til at være bindeledet mellem bydelene herinde,” siger Løkkegaard og slutter:

“Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag, og jeg kan mærke, at jeg har fået en ny energi. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt beslutningen om at åbne her, og vi tror 110 % på, at Urbania Street Food tilfører Fredericia noget, og vi er kommet for at blive.”

I forbindelse med Urbania Street Foods fødselsdag den 3. juli er der 50 % på alt i både madboderne og i baren, og der kommer også underholdning i form af guitaristen Rasmus Buhl fra Aarhus.

https://www.6juli.dk/