Et væld af fredericianske butikker, restauranter og virksomheder har de seneste dage meldt ud, at de tager hensyn. Nogle lukker ned, andre sender medarbejdere hjem og restauranterne tænker alternativt og leverer mad ud af huset. Hos Estate Peter Møller på Bytorvet tager man også sine forholdsregler i forbindelse med Coronakrisen.

“Der er ingen tvivl om, at det her rammer alle danskere på mange fronter. Vi må alle bidrage, vi må vise sammenhold og vi må alle hjælpe,” fortæller Ejendomsmægler Peter Møller til Fredericia AVISEN på telefonen.

“Vi har valgt at lukke delvist ned for fremvisninger. Vi vil gerne beskytte dem, der skal kigge på husene og dem, der bor i husene. Det betyder, at vi ikke fremviser husene i denne tid. Vi fremviser kun de huse, der står tomme, dertil kommer, at vi følger alle de anvisninger myndighederne kommer med,” fortæller Peter Møller og uddyber:

“Vi må alle vise et samfundsansvar i denne tid. Jeg har kun mødt positive kunder efter vores udmelding. Alle forstår det, og kalder det respekt. Nu koncentrerer vi os om at komme igennem denne krise, og så er vi klar til at fremvise huse igen, når vi er på den anden side. Vi er nødt til at beskytte hinanden – både vores personale og vores kunder.”

Her er beskeden fra Estates Facebook.

Leave a Reply