Et ægtepar fra Esbjerg købte en ekstra LynLotto op til lørdagens trækning. Det viste sig at være en god ide, for de vandt Jackpot-puljen på mere end 11 millioner kroner.

– Det er en fed fornemmelse. Men jeg tror ikke på det, før alle pengene er kommet ind.

Det fortæller lørdagens vinder af den store Jackpot-pulje i Lotto til Danske Spil. 11.155.774 kroner har han og konen vundet. De ønsker at være anonyme, men vil godt fortælle at de bor i Esbjerg.

– Vi spiller Lotto hver uge, men denne gang købte vi lige en LynLotto ekstra med, siger manden.

En investering på 40 kroner, der søndag formiddag skulle vise sig at have givet et ganske fornemt afkast.

Søndag morgen så han, at Jyske Vestkysten havde slået nyheden om den store Lotto-gevinst op på deres Facebook. Her stod også, at spillet var købt hos B. I. Marked, 6700 Esbjerg.

– Det var dér, vi købte den, prøv lige at hente kuponen, sagde manden til sin kone.

Han fortæller, at han normalt aldrig tjekker tallene selv, men blot får tjekket dem hos forhandleren, når han køber nye spil.

– Vi tjekkede tallene. Og det var vores tal, kunne vi se. Jeg tog det egentlig stille og roligt, men min kone blev helt rundt på gulvet, siger han og fortsætter:

– Man bliver glad, men det er uvirkeligt på samme tid. Jeg har det stadig sådan, at jeg tror ikke på det, før alle pengene er kommet ind, siger han.

Da de havde fundet ud af det, begyndte alle tankerne. De fik præmiesøgt spillet hos en forhandler, men hvad nu med præmiebeviset? De kunne jo først komme i banken om mandagen.

– Jeg er normalt rimeligt fattet, men vi fik slet ikke sovet den nat, griner han.

Nu har de fået sovet. De har været i banken. Og de har vænnet sig til tanken om den store gevinst på 11 millioner kroner.

– Det er dejligt. Jeg har altid sagt, at kunne man bare vinde en million eller to, så havde man da prøvet det. Og så rammer det lige os, 7-9-13, vi føler os heldige, siger han og fortsætter:

– Vi har et godt liv, men det giver nogle økonomiske muligheder og en sikkerhed for fremtiden.

De har takket ja til økonomisk rådgivning fra Danske Spils millionærrådgiver.