Søndag den 17. oktober 2021 spillede det lokale rugbyhold sæsonens næstsidste hjemmekamp i 2. division vest. Gæsterne var bundholdet Odder RK, som har tabt alle kampe i sæsonen.

I årets første møde imellem de to hold, tilbage i juni, vandt Erritsø GIF på udebane sæsonens største sejr. Derfor var favoritværdigheden i søndags så afgjort Erritsøs, og der blev aldrig tvivl om udfaldet på rugbystadion på Snaremosevej.

Efter syv minutter bragte Erritsø sig foran 7 – 0 og efter et lille kvarter stod det 14 – 0. Med tålmodigt spil i de faste situationer og hurtige pasninger blev Odders forsvar strakt til det yderste.

På hjemmeholdets højre wing startede Chano Jensen for første gang inde. Han spillede en flot kamp, hans kun tredje, siden han i sommers startede med rugby. I første halvlegs slutminutter var Chano Jensen sågar tæt på at lave sin første scoring, men Odders fullback fik ham tacklet ud over sidelinjen i sidste øjeblik.

Også propforward Nikolaj ’Brumbas’ Lykkegaard spillede op til sit bedste og vandt mange meter. Der var comeback til andenrækkens Rune Rytter Larsen. Hans indsats i klyngen var mærkbar igennem hele kampen. Indercenter Jean Houllier boltrede sig kampen igennem og kronede sin indsats med hele fire scoringer. To i hver halvleg.

Indercenter Theis Arvad Meier, som spillede sin kun anden kamp i sæsonen, scorede to gange, imens flyhalf Thor Steendahl stod for en enkelt scoring før pausen. Indskiftede højre wing Andreas Raun løb sig til en flot scoring midt i anden halvleg, hans anden scoring i sæsonen.

Fullback Jens Vissing, som for første gang var Erritsøs holdkaptajn, spillede en ny stor kamp.  

I alt konverterede hans 6 af holdets i alt 8 scoringer og satte derved 12 points ind på målstavlen.

EGIF – Odder RK: 52 – 7 (31 – 0). Points for Erritsø: Jean Houllier 20. Jens Vissing 12. Theis Arvad Meier 10. Thor Steendahl og Andreas Raun hver 5.

I skrivende stund mangler Erritsø kun én turneringskamp. Hjemme mod Aarhus RK. Den kamp spilles nu på lørdag den 23. oktober.

Kampen om samlet sejr i divisionen er nu udelukkende et anliggende mellem Aalborg-Holstebro og Erritsø. 

Nordjyderne fører med kun 1 point og skal i deres sæsonafslutning 30. oktober møde Odder på udebane. 

Skriv en kommentar