Holdkaptajn for Erritsø GIFs bedste rugbyhold, Jeppe Maagaard Holm, har fuld fokus på sin næste opgave i rødt og hvidt. I den kommende weekend 3. – 4. juni spiller Danmark nemlig den første af to Trophy-turneringer i 7-mands rugby. Erritsøspilleren er igen med i truppen, der skal forsvare land og ære.

Den form for rugby, hvor der kun er syv spillere på hvert hold, kaldes Sevens. Oftest spilles rugby med 15 spillere på hvert af de to hold på banen. Men Sevens er blevet så seværdigt, at spillet i Rio kom på det olympiske program.

EM Trophy-turneringen i weekenden, hvor Jeppe M. Holm er i Danmarks trup, spilles tjekkiske Ostrava. Danmark er i pulje med så stærke rugbynationer som Kroatien, Israel og Ukraine. De to førstnævnte lande har 15-mands landshold, der ligger en division over Danmark, imens Ukraine har et 15-mands landshold, der ligger to divisioner over det danske. Så der venter det danske Sevens-landshold en hård rugbyturnering i det tjekkiske. Kampene i weekenden streames direkte på www.rugbyeurope.tv.

Jeppe Maagaard Holm siger om sin landsholdsudtagelse og sine forventninger til EM Trophy i Tjekkiet:

”Jeg glæder mig utroligt meget, og jeg er meget stolt over at skulle repræsentere Danmark nede i Tjekkiet. Vi har som landsholdstrup haft rigtig god forberedelse hele vinteren og her i foråret. Så nu skal vi bare ned og eksekvere, hvad vi har trænet på.”

Læs mere om Danmarks 7-mands landshold i dette link fra Dansk Rugby Unions hjemmeside:

http://www.rugby.dk/nyheder/landshold/91112428-em-start-for-sevenslandsholdet-m