Lørdag den 7. april tager Erritsø GIF hjemme imod københavnske RK Speed. Det sker i sæsonens første turneringskamp i landets øverste rugbyliga, 1. division.

Efter at flere ældre og erfarne Erritsøspillere satte rugbystøvlerne på hylden efter sidste sæson, er det et yngre og mere energisk hjemmehold, der nu skal i ilden.

I startopstillingen har Erritsø eksempelvis de tre unge landsholdsspillere Vladimir Nedbailo på 20, Christoffer Ki Winstrøm på 21, samt Jeppe Maagaard Holm på 24 år. Den 24-årige vejlenser Andreas de Neergaard Budsted forventes desuden at debutere for Erritsø. Det samme gør sydafrikanske Sabelo Dube, der med sine 21 år også trækker hjemmeholdets gennemsnitsalder ned.

Flere andre Erritsøspillere er i tyverne, fx den nye holdkaptajn Thor Steendahl. Han forudser et meget lige opgør imod sidste sæsons bronzevindere fra RK Speed. Erritsø sluttede sidste sæson lige efter københavnerne og har ambitioner om at slutte blandt medaljetagerne i 1. division, der tæller i alt seks hold.

Senioransvarlig og næstformand i Erritsø GIF Rugby, Allan Pertti Frandsen, har denne vurdering før kampen:

”Vores spillere har trænet hele vinteren og set frem til det her. Vores træningskamp imod de danske mestre fra Aarhus RK for tre uger siden gik godt. Det blev et begrænset nederlag på 2 scoringer imod deres 4. Desuden kæmpede gutterne forbilledligt. Vores sæsondebut imod Speed bliver et opgør imellem sidste sæsons nummer 3 og 4 i dansk rugby. Det bliver et brag af en kamp.”

1. divisionsopgøret Erritsø GIF – RK Speed spilles på den normale hjemmebane på Krogsagervej ved Erritsø Idrætscenter, og foregår lørdag den 7. april, med opspark kl. 14.00.