Efter nederlag til to af landets Top-3 hold de to foregående weekender tørster Erritsø GIFs rugbyhold efter sæsonens første sejr. Først gik sidste sæsons bronzevindere Hundested RK sejrrigt ud af pokalkvartfinalen imod Erritsø den 25. marts. Og i lørdags den 1. april var det de danske mestre fra Aarhus RK, som kunne drage hjem efter sejr over Erritsø.

Lørdag den 8. april gælder det Aalborg RK Lynet, som sidste lørdag sad over i første runde af 1. division, vest. Så imens Erritsø allerede har to rugbykampe i benene mod absolutte tophold, skal aalborgenserne nu ud i deres sæsondebut.

Spillende rugbytræner i Erritsø GIF Rugby, tidligere landsholdsspiller Jan ”Bubsi” Nielsen, ser optimistisk på denne lørdags 1. divisionsopgør ude mod Aalborg RK. Formen blandt Erritsø-spillerne er skarp og rytmen i spillet, som indfandt sig i sæsonafslutningen 2016, er genfundet.

I den forløbne sæson blev ålborgenserne ganske vist nummer 5 i den landsdækkende SUPER 6. Men det forhindrede ikke Erritsø i efterfølgende at tage til Aalborg og slå nordjyderne ud af pokalturneringen. Det skete i sæsonens sidste kamp, og var lidt af en overraskelse. Især forbi Erritsø dengang stillede med et reservespækket hold. Til gengæld var Erritsøspillerne meget sultne efter sejr og var det bedste hold på dagen i en kamp, der blev vundet på tålmodig og klog rugby.

Erritsø satser på at gentage succesen i Aalborg, hive sæsonens første sejr hjem og få de første points på kontoen i rugbyens 1. division, vest.

Kampen spilles på nordjydernes bane på Johannesmindevej i Aalborg og starter kl. 14.