Fredericia Teater har præsenteret et regnskab med blodrøde tal, hvilket har vakt genlyd gennem hele Fredericia. Både borgere, politikere og erhvervsfolk ærgrer sig, men der er samtidig stor opbakning til Fredericia Teaters synergieffekter.

“Fredericia Teater kommer ud med et underskud på 20 millioner”, kunne man onsdag læse i Fredericia AVISEN. Bestyrelsesformand Gitte Lillelund Bech fortalte, at det er alvorligt – og at man nu skal ændre måden at tænke økonomi på hos Fredericia Teater.

Mange borgere fløj til tasterne, da nyheden om Fredericia Teaters underskud kom frem. Politikerne stod ligeledes i kø for at fordømme det dårlige regnskab, men samtidig var der en stemning af, at noget måtte gøres. En af hovedpointerne er, at forestillingerne i andre byer end Fredericia skal sløjfes, for det er trods alt Fredericia Teater. Det er en melding der falder i god jord hos en af sponsorerne på Fredericia Teater, Place2Live.

“Vi er stolt sponsor af Fredericia Teater, som vi ser som et af byens fyrtårne. Det er vi stadigvæk til trods for regnskabet. Jeg hæfter mig ved, at både bestyrelsen og politikerne ønsker, at man fremadrettede spiller i Fredericia, og ikke i København og Aarhus. Det er jeg er glad for”, siger Indehaver af Place2Live, Lars-Bo Ottesen.

“Det har man gjort med succes de sidste fem år, hvor busser, tog og biler har valfartet til Fredericia, og hermed skabt liv, omsætning og glade dage for byens detailhandel – og restaurationsliv, hvilket også har smittet af på resten af byen, herunder bolighandler, som følge af byens positive udvikling og succes. Det må også være hele essensen i et fremtidigt perspektiv med Kanalbyen, at man lægger kræfter i at få Fredericia frem som by”, fortsætter han.

Der er også lagt op til en helt ny retning for Fredericia Teaters økonomi, hvilket glæder en anden af teatrets store sponsorer, ADP A/S.

“Vi er glade for Fredericia Teater, men jeg synes, at det er sørgeligt med regnskabet. Vi får som hovedsponsorer en god eksponering, og er glade for samarbejdet. Jeg er glad for at kunne læse, at Bestyrelsesformand, Gitte Lillelund Bech fortæller, at man vil sætte tæring efter næring, og ikke mindst, at man vil lave en forretningsmodel, der holder. Det er en dødærgerlig situation, men som sagt har vi fået en god eksponering fra et teater, der sætter byen på landkortet,” siger Rune D. Rasmussen, CEO hos ADP A/S til Fredericia AVISEN.

Hos Hotel Gammelhavn har man nydt godt af den store succes Fredericia Teater har skabt her i byen. Her fortæller ejer Jesper Hansen, at man hos Hotel Gammel Havn tydeligt har kunnet mærke Fredericia Teaters succes.

“Vi skal huske at fortælle den gode historie også. Det er selvfølgelig rigtig trist, at det ser ud som det gør. Uden tvivl. Men der er mange gode historier omkring Fredericia Teater, som jeg synes drukner i den her snak. Vi kan tydeligt mærke hernede hos os, at Fredericia Teater har gjort en positiv forskel for byen. Det værste der kunne ske er ikke et dårligt regnskab, det værste ville være, hvis ikke vi havde noget teater”, siger Jesper Hansen.

“Markedsføringsværdien af Fredericia Teater er indiskutabel. Vi oplever langt flere kulturgæster hos os, og det er gæster der ved noget om Fredericia, når de kommer her. Folk vægter nærheden og oplevelserne sammen i en tid der ellers er styret af mobiltelefoner og sociale medier. Kulturen og Fredericia Teater bringer os tættere sammen”, fortsætter han.

“Noget der for mig dog er vigtigt at sige er, at vi kan mærke forskel på hvilke teatergængere, der kommer til de forskellige opsætninger. Da vi havde Shu-bi-diu og Seebach var publikum og vores gæster helt andre typer end til Tarzan og Prinsen af Egypten. Der var mere hjerteblod, det er opsætninger folk kan forholde sig til. Det rammer en lige i hjertet, for mig er Seebach og Shu-bi-dua jo min barndom”, slutter Jesper Hansen, ejer af Hotel Gammel Havn.

Skriv et svar