Erhvervsdirektør i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, glæder sig over de tiltag, som Folketingets partier er klar med og slår fast, at det er nødvendigt, da virksomhederne løber om kap med tiden.

Regeringen har fremlagt to to midlertidige kompensationsordninger, der ser således ud:

Kompensation for virksomhedernes faste udgifter

Trepartsaftalen om lønkompensation gav en øget sikkerhed om medarbejdernes jobs, og virksomhederne fik en væsentlig støtte til deres lønomkostninger. Regeringen foreslår også at dække nogle af de faste omkostninger, som virksomhederne ikke længere har indtjening til at dække.

Kompensationsordning for selvstændige.

De selvstændige er ikke direkte omfattet af trepartsaftalen om lønkompensation, selvom de også kan være udfordret på deres levebrød. Regeringen vil derfor sikre kompensation til de selvstændigt erhvervsdrivende, som oplever store fald i deres omsætning.

Regeringen vil allerede i dag indkalde Folketingets partier til politiske drøftelser. Der er brug for at handle hurtigt, så der kan skabes mest mulig sikkerhed om danske arbejdspladser midt i en kaotisk tid.

Glæde over handling fra regeringens side

De tiltag er noget Kristian Bendix Drejer glæder sig over, da situationen er alvorlig.

“Jeg tror, at det er gået op for alle, at erhvervslivet er ramt. Lige nu er det tiden som virksomhederne løber om kap med. Derfor er det godt, at det ser ud til, at Folketingets partier er klar med løsninger til mange af de virksomheder, der har det svært lige nu,” fortæller Kristian Bendix Drejer til Fredericia AVISEN og fortsætter:

“Vi håber naturligvis, at det i denne situation går ekstraordinært stærkt og vi har i Business Fredericia aktiveret vores eksterne rådgiverpanel så de mange spørgsmål vedrørende de nye tiltag kan besvares bedst muligt.”

Ekstraordinær situation

Fra den ene dag til den anden lukkede Danmark ned, og det gør situationen til noget man ikke havde set komme.

“Det er en utrolig ekstraordinær situation. Det jeg tænker er, at det er et hektisk tidspunkt og vi havde ikke set det komme. Det er en svær tid for detailhandlen og de små erhvervsdrivende i byen,” siger Kristian Bendix Drejer og fortsætter:

“Jeg gik selv en tur i byen igår og talte med forskellige erhvervsdrivende for at høre hvordan det så ud. Jeg mødte mange frustrerede erhvervsfolk. “

For et par uger siden holdt Business Fredericia en velbesøgt generalforsamling i MesseC, hvor alt var positivt, men med ét er situationen blevet en helt anden.

“Det havde vi ikke set komme. Det er utroligt. Vi havde en fantastiks udvikling igang, men den kommer igen. Vi skal stadig have restauranter og caféer, og vi etablerer også stadig nye virksomheder. Det er nu vi skal hjælpe alt det vi kan så vi bevarer et butiksliv. Det er nu vi skal stå sammen, og det kan lokalbefolkningen hjælpe med nu,” siger Kristian Bendix Drejer og slår fast:

“Vi er meget afhængige af hvad der sker af politiske tiltag. Vi har hjulpet mange, og alle mine medarbejdere er på arbejde konstant. Mine dage har været fra 6 morgen til 24 aften, fordi der er mange spørgsmål og mange skal have de rigtige henvisninger. Derfor har vi iværksætterkonsulent Stephen Bihl igang med et eksternt rådgiverpanel bagved så man bliver rustet på bedst mulige måde.”

Havde nogen forudset situationen?

“Der var ingen, der kunne have forudset, at det gik så hurtigt. Vi er polstret til at kunne mange ting og derfor skal vi nok komme igennem det, men nej. Vi blev taget på sengen af hvor hurtigt det gik, men til gengæld er der mange steder, som har en professionel håndtering. Der hvor det kneb i starten var det med at få de unge til at tro, at det er alvorligt,” slutter Kristian Bendix Drejer.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer