Håndboldtræner, hovedsponsor og ejer af T. Hansen Gruppen A/S Bent Jensen blev mandag aften valgt som ny formand for Fredericia Håndboldklub af 1990. Han overtager stafetten efter Karsten Bording, der takker af for at få mere tid til familien og trænergerningen.

Fredericia Håndboldklub er en fantastisk håndboldklub med et stort potentiale i dansk håndbold. Jeg vil kæmpe for, at byen kommer tilbage på håndboldlandkortet, og ikke mindst, at vores talentarbejde bliver kendt i hele landet. Vi har sået en masse frø, som vi nu skal til at høste. På sponsorsiden mærker jeg en større interesse for at være en del af klubben og vores 2020-plan. Jeg vil derfor også bruge tid på at opbygge et stærkt oplevelsesnetværk i Fredericia Håndboldklub, hvor alle kommer, fordi de elsker at se håndbold, netværke og opleve,” udtaler den nyvalgte formand Bent Jensen.

På generalforsamlingen vedtog man også en ny struktur, der betyder, at bestyrelsen fremover tegnes af fire medlemmer, der har fokus på strategi og forretning. Udvalgene arbejder videre med fokus på det sportslige, hvor den daglige drift varetages af Thomas Larsen og Per Hunniche.