Hej Ditte.

Jeg håber at det er ok, at jeg skriver til dig, for at få din mening om noget, som jeg går og tænker over. Jeg har hørt om dig fra min ven, som du underviste i seksualundervisning i vinters, og hansagde til mig, at jeg bare kunne skrive til dig. 

Jeg har en rigtig god ven, jeg har kendt ham helt siden vi var små. Vi spiller fodbold sammen og hænger meget ud sammen, men jeg kan ikke finde ud af om han er bøsse. Han snakker heller aldrig om piger heller ikke selv om vi andre drenge gør og det er faktisk lidt svært at forklare, hvorfor jeg lige tænker, som jeg gør. Jeg har ikke delt det med andre, for jeg vil ikke, at han skal blive ked af det eller sur, hvis han finder ud af det, men jeg vil super gerne at han ved, at det er ok med mig, hvis han er det! 

Skal jeg bare spørge ham ligeud, eller hvad tænker du?

………………………………………

Kære dig.

Jeg har fuld forståelse for, hvorfor vi som mennesker kan have brug for kassetænkning. Med det mener jeg, at vi nemmere kan forholde os til ting, hvis vi kan fastslå at denne dims er blå, og denne dut rød. I dit eksempel, denne person er hetero, og denne person er homoseksuel. Det giver nemlig et holdepunkt eller en forståelsesramme, føler vi. Men hvis du vender den rundt, og prøver at se dette her fra din kammerats sysnpunkt, så kan denne kassetænkning, som ville hjælpe dig, måske få ham til at føle sig fastlåst – at nu er det sådan I ser ham, at nu er han ham den homoseksuelle, at nu er det hele ham, hvilket køn han føler sig tiltrukket af. Så det der kan virke for dig, kan have den stik modsatte effekt på ham.

Dertil skal siges, at det ikke en gang er sikkert, at din kammerat selv ved, om han er til piger eller drenge, eller noget midt i mellem. Jeg ved ikke, hvor gamle I er, men hvis jeg har undervist nogen fra din omgangskreds i seksualundervisning, så skyder jeg dig til at være mellem 14 – 17 år, og hvis det passer nogenlunde, så er det vældig almindeligt, at man på disse år er forvirret eller nysgerrig i seksualitet. 

For nogen unge er det nemt at spore sig ind på, hvad der virker attraktivt, hvornår I føler nydelse, hvad I tænder på osv., og for andre er det en mere kringlet vej, hvor svarerne ikke kommer så åbenlyst. 

Det behøver jo heller ikke at være enten/eller, altså enten er han til piger eller også er han til drenge. Mange unge er nysgerrige på begge køn og bruger nogle år på at udforske begge dele, før de muligvis finder ud af at de er biseksuelle eller panseksuelle. (Altså til begge køn, eller med den seksualitet, hvor de ikke ser kønnet, men forelsker sig i personen bag kønnet.)

Mit råd til dig vil være, at udvise accept og respekt overfor ham – hvilket du allerede gør! Og hvordan gør du så mere af det? Jeg synes ikke at du skal spørge ham ligeud, som du selv foreslår. Det kan muligvis slå luften ud af ham at blive konfronteret på den måde. Jeg synes derimod, hvis snakken falder på flirt, sex og følelser, at du så spørger ham, hvad han har gjort sig af tanker i den samme retning? Om han har nogle erfaringer på området, som han endnu ikke har delt med dig? Om han (også) synes at det med sex og følelser er svært? Hvis ja, så spørg hvorfor. Så udviser du åbenhed og nysgerrig på ham, hvor du inviterer til, at du gerne vil forstå ham, uden at du dømmer ham.

Måske han åbner op, og måske han ikke gør, men det behøver ikke at have noget med din indsats at gøre. Bare bliv ved med at se på ham som din barndomsven, som fodboldspilleren, som ham du hænger ud med – og ikke som ham (muligvis) bøssen.  

Det er en vanvittig smuk gestus overfor din kammerat, at du skriver til mig for et godt råd på jeres vegne! Jeg ønsker for alle, at de må have en ven som dig i deres liv. Held og lykke til både dig og din kammerat i jeres spirrende ungdom og seksualliv, og jeg håber at I begge går nogle spændende år i møde med nydelsesfulde oplevelser.

Kærligst Ditte

Hvis du ønsker at læse mere om min praksis som parterapeut og sexolog, kan du med fordel besøge min hjemmeside www.dittewinkel.dk . Sidder du selv med en problemstilling, som du kunne ønske rådgivning på, så kan du sende min en mail på kontakt@dittewinkel.dk , og så anonymiserer jeg naturligvis alle kendetegn, der måtte være. Du kan også følge min instagramprofil https://www.instagram.com/dittewinkel/ hvor jeg lægger forskellige feeds op om min praksis, kærlighed og sex.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer