fredericiaavisen.dk
fredericiaavisen.dk
Er FHK på vej i Europa?
/

FHK hentede tirsdag den syvende hjemmebanesejr i træk, og selvom det ikke er matematisk sikkert, så skal meget gå galt, hvis ikke holdet ender i top-8.

Endnu en hjemmekamp, endnu en sejr. 

Siden den 9. oktober mod Mors-Thy har FHK gjort rent bord på hjemmebane, og tirsdag gik det ud over SønderjyskE, der blev sendt hjem med et nederlag på 31-28 efter et opgør, hvor FHK på ikke et eneste tidspunkt var bagud.

– Vi var omstillingsparate og fandt et godt 7 mod 6-spil og dækkede godt op. Det blev afgørene, at vi lukkede ned for Gaudin til sidst, sagde FHK-træner Jesper Houmark efter opgøret med henvisning til at SønderjyskEs Noah Gaudin lavede ti kasser undervejs i opgøret.

I både den sidste del af første og anden halvleg spillede FHK 7 mod 6, og det var en bevidst strategi.

– Vi spiller det godt. Det har vi vist gang på gang, og vi fik kæmpe chancer hver gang. Den eneste grund til vi blev straffet var, fordi vi ramte begge stolper på et skud fra Anders Martinusen, forklarede Jesper Houmark.

35 minuter inde i opgøret blev FHK lidt udfordret af, at forsvarsstyrmand Lasse Balstad fik sin anden uvisning.

– Jeg var rimelig rolig omkring det. Rasmus Boysen er med på holdkortet igen, og vi har derfor to forsvarsspillere med et højt niveau som kan afløse hinanden, sagde Jesper Houmark.

Kampen var ellers ikke den nemmeste at forberede sig til for FHK. SønderjyskE har spillet træningskampe, som der ikke var video af, og i slutningen af efterårssæsonen fik de ny træner i form af Klavs Bruun Jørgensen, og det gav en uvished

– Vi var spændte på hvordan de dækkede op, og vi havde talt om det forsvar de kom i, og det løste vi. De dækkede 5:1 og det løste vi med 7 mod 6, forklarede Houmark.

adp-as.dk

Sejren betyder, at FHK er noteret for 25 point, og er på en delt andenplads i tabellen. Dog har Aalborg spillet to kampe mere end FHK, men hvad mere interessant er, at FHK snublende nær pointtotalen for at komme i slutspillet, hvis man kigger på de seneste sæsoner, hvor omkring 25 point har været nok.

Dermed kan FHK begynde at kigge på et aspekt på den længere bane, nemlig at ende så højt som muligt i tabellen, hvilket i sidste ende kan betyde, at klubben får point med over i slutspillet. Første- og andenpladsen får to point med, og tredje- og fjerdepladsen får et enkelt. 

Med FHK’s nuværende hjemmebaneform er der ingen hold, som holdet ikke kan besejre i egen hule. Derfor begynder det at lugte af, at FHK kan komme til at lave ravsemif i den i slutspillet. Kigger man på holdene, der ligger til slutspilsplacering, har FHK besejret både TTH Holstebro, BSH og Skanderborg Aarhus, og dermed er det pludseligt ikke urealistisk, at FHK kan ende i en DM-semifinale. 

Kommer FHK frem til en semifinale er det ensbetydende med en plads i næste sæsons European League, da  semifinaleholdene i slutspillet er garanteret en plads, og selvom ambitionen om medaljer først er i 2025, så er mulighederne til stede, hvis FHK bevarer den nuværende formkurve.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Se her vores karakterer fra sejren mod SønderjyskE:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Emil Tellerup (7): Startede fremragende i målet, og pillede blandt andet et straffekast i kampens indledning. I starten af anden halvleg blev han dog skudt lidt i sænk så redningsprocenten røg ned på 34,48 %, og blev skiftet ud.

Jens Fredsgaard (7): Statistikken siger tre redninger på ti forsøg, men redningerne var af sådan en karakter, at de var kampafgørende.

Martin Bisgaard (10 – Man of the Match): Syv mål på otte forsøg blev det til for Bisgaard, der blev FHK’s topscorer efter at have scoret flere mål i slutminutterne.

Mads Lenbroch (02): Brændte flere helt frie chancer, men fik dog banket en enkelt i kassen. Det er set bedre fra Lenbroch.

Nicolaj Nørager (10): Ramte en god dag offensivt, hvor han både var målfarlig, men også god til at holde fart i bolden. Lavede fem mål og tre assists.

Malte Pedersen (UB): Kom ikke på banen.

Rasmus Boysen (7): Kom ind og blev kampafgørende i forsvaret med flere bolderobringer.

Lasse Balstad (7): Holdt godt styr på forsvaret det meste af tiden, men havde dog lidt problemer med Noah Gaudin og Andreas Lang

Cornelius Kragh (4): Holdt ikke det høje niveau han sluttede af med i 2021. Lavede to mål på fem forsøg.

Kristian Stoklund (4): Ikke toneangivende målmæssigt med to mål på fire forsøg, men lavede til gengæld seks assists.

Anders Kragh Martinusen (7): Rigtig stor kamp i assistsspillet med otte stks, men til gengæld lidt for stor spildprocent skudmæssigt med fire mål på ni forsøg.

Rasmus Meyer (7): Solid kamp af Meyer i begge ender af banen. Lavede tre mål på tre forsøg.

Nikolaj A. Nielsen (4): Brændte et par store chancer angresmæssigt, hvilket trækker ned efter ellers en god præstation i begge ender. Lavede tre mål på fem forsøg.

Jakob Frederiksen (7): Ikke så markant, men gjorde sit arbejde med to mål på to forsøg, samt to assists.

Kasper Young (4): Det eneste skud han havde scorede han på. Mere kan man ikke forlange.