Der har været kvalifikation til EM i herrehåndbold 2020. Det ligner slutrunden for alle, men hvori består det eksklusive at være kvalificeret, når det føles som, at hele Europa er med?

For første gang i historien holdes der håndbold-EM, hvor der deltager 24 hold, og det er for mange. Førhen var det en præstation i sig selv, hvis man som et middelmådigt mandskab i Europa kom med.

Flere vil formentlig argumentere for, at det er en naturlig del af udviklingen af håndbolden, at der er så mange europæiske nationer med til en slutrunde. Det er formentlig også rigtigt, da de svagere nationer så vil blive testet flere gange mod de allerbedste nationer og dermed udvikler sig på den front.

Til gengæld er der det sportslige aspekt. Er det pludselig blevet Anders And Cup, hvor der nærmest er uddelt invitationer på forhånd?

I forvejen er det en farce, at der uddeles wild cards til VM, hvor man i de seneste par år har set IHF dele sådanne ud, hvis flere af de store nationer, som er stærke kommercielt for produktet, har fået en invitation.

I stedet for, at det er et eksklusivt selskab, hvor det er toppen af Europa, prøver man i stedet fra EHF og IHFs side at se det kommercielle i det i stedet for, at det “bare” er de stærkeste hold på dagen, som kommer med.

Førhen var der snak om, at EM faktisk var sværere at vinde, da der udelukkende er gode hold med til slutrunden og der af samme årsag ikke er nogen walkover. Det kommer der til at være til næste års EM for de bedste hold, når der er mindre nationer som Holland, Letland, Schweiz og Ukraine.

Skal man vælge at se positiv på det er det, at man nu får plads til en fremadstormende håndboldnation som Portugal, der er i rivende udviking og har en liga, hvor der bliver satset fra de store klubber. Eksempelvis skifter René Toft Hansen til Benfica, hvilket vidner om, at det ikke er en sekunda liga.

Det at netop Letland og Schweiz er med giver også et positivt aspekt. Flere af verdens bedste håndboldspillere, som normalt vis ikke viser sig frem til slutrunder, får nu den mulighed. Den tårnhøje lette, Dainis Krištopāns, som er en af de mest formstærke spillere i verden og var med til at gøre, at vandt Champions League, får muligheden for at boltre sig på den store scene. Det samme gør sig gældende for det schweiziske unikum, Andy Schmid, som er en fryd for øjet at følge.

Hvorom alting er bliver det spændende at følge de mindre holds bedste spillere, når det går løs, og så må man bære over med, at der formentlig bliver uddelt flere resultatmæssige øretæver end normalt.

http://jyskserviceaps.dk/