Hvad er det sidste du rører ved om aftenen, inden du falder i søvn? Og det første dine fingrer strejfer om morgenen, når du vågner igen? Vær ærlig. Det er din telefon, er det ikke rigtig?

Hvis du er i et parforhold, så ligger der sikkert en person ved siden af dig i sengen, som førhen ville have været genstand for din berøring og opmærksom, men som nu må se sig slået af din forsvinden ind den digitale verden. Måske er det et bevidst valg fra din side, for at undslippe skænderierne, kritikken eller stilheden.

Men i en verden, hvor det aldrig har været nemmere at nå hinanden med et simpelt “klik”, bliver det alligevel nemmere og nemmere at føle sig ensom. Er det ikke ironisk?

Ensomhed er ikke et nyt fænomen, men omvendt handler det heller ikke længere kun om at være socialt isoleret. Over det sidste årti har vi oplevet en ny form for ensomhed, nemlig tabet af forbindelse, tillid og samhørighed med dén ene person, som vi aldrig burde være ensomme med. Samtidig kan vi også lige lægge den ekstra følelse af isolation oveni, som kommer, når vi sammenligner vores liv med de tilsyneladende perfekte sociale profiler af vores “venner”, som vi ikke engang kender.

Det handler om, hvad vi føler, når én vi elsker, er fysisk til stede, men på alle andre måder er fraværende fra forholdet.

Oplevelsen af meningsløst samvær med en person, vi elsker, er det samme som at spise uden nogensinde at blive mætte. Vi søger det muligvis mere og mere, fordi vores depoter aldrig bliver rigtig fyldte.

Når vi føler os alene i et parforhold, bliver hver en dagligdagssituation pludselig et sted, hvor vi kan opleve denne ensomhed. Vi ser den i den overstegte bøf på panden, som vi tilberedte mens vores partner sad og spillede playstation eller tog sig “mig-tid” ved at scrolle gennem instagram. Vi ser den i badeværelsesspejlet, når vi kigger på os selv og overvejer, om vores partner stadig finder os attraktive. Eller i haven, når vi ser vores børn lege med deres far eller mor – der bliver ensomheden overvældende, når vi undrer os over, hvordan de har så let adgang til deres fantasi og legesyghed med andre, men ikke med os.

Lige som med alt andet, så starter en forandring med en erkendelse af, at der er et problem. Hvis dette (også) er en udfordring hjemme hos jer, så skal I have fundet ud af, hvorfor den ene – eller jer begge – tager flugten bag skærmen. Om det skyldes ubevidst tidsfordriv, eller om det er en bevidst strategi for at undgå jeres samvær. Dette er ikke nødvendigvis en sjov samtale skulle at initiere, men alternativet i jeres fortsatte ensomhed er heller ikke tiltalende. Og som det ofte er med manglende opmærksomhed: Hvis jeg ikke får den hjemme, så bliver jeg mere tilbøjelig til at lægge mærke til, når jeg får den fra andres side, f.eks. i form af begyndende utroskab. 

Lav eventuelt nogle “husregler” for brug af skærme. Det kan lyde vældig banalt, men I laver aftaler omkring så mange andre ting i husstanden også, og med endemålet om at genskabe jeres forbindelse, kan det være en vej derhen.

Husk at anerkend hinandens oplevelsesverden, selvom den ikke er din egen. Hvis din partner er ensom, så ændrer du ikke på den følelse ved at erklære dig uenig i hans eller hendes opfattelse af dine skærmvaner. Det kunne derimod være en øjenåbner til dig om, hvor meget tid den frarøver dig fra de relationer, der burde være de vigtigste.

Hvis du ønsker at læse mere om mig som parterapeut og sexolog, kan du med fordel besøge min hjemmeside www.dittewinkel.dk , hvor du også kan finde tidligere blogindlæg. Du er velkommen til at følge min instagram https://www.instagram.com/dittewinkel/

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer