Forside Danmark Er dit barns syn klar til skolen?

Er dit barns syn klar til skolen?

DEL

Et godt syn er vigtigt for indlæringen og samværet med vennerne i skolen, men børn ved typisk ikke selv, om deres syn er i orden. Det er ikke nemt at følge med i skolen, hvis ikke man kan se, hvad læreren skriver på tavlen, eller hvis bogstaverne i bogen danser polka. 

Skoletasken og det veludstyrede penalhus har garanteret stået klar længe i mange danske hjem før starten på det nye skoleår. Hver en blyant er spids, men til gengæld tænker de færreste forældre på, om barnets syn også er skarpt.

“I klassen skal barnet både kunne se op til tavlen på lang afstand og læse og løse opgaver på nært hold. Det stiller krav til barnets syn, som skal fungere på både kort og lang afstand. Er det ikke tilfældet, kan barnet få problemer med at følge med i undervisningen”, fortæller chefoptiker John Tornhøj hos Louis Nielsen Svendborg.

Hvis barnets syn ikke er i orden, kan det gå ud over indlæringen i timerne og samværet med vennerne i frikvarteret og efter skoletid. Barnet vil typisk bruge flere kræfter på at følge med i undervisningen på grund af synsproblemerne, og det vil gøre barnet træt, når skoledagen slutter. For det handler ikke kun om at kunne se tavlen i skolen eller læse optimalt i en bog. Synet er nemlig også vigtigt på legepladsen og på fodboldbanen efter skoletid.

“Synet er afgørende i barnets leg. Hvis synet ikke er optimalt, vil det også her genere barnet, som kan opleve problemer med at indgå i legen på lige fod med sine kammerater”, fortæller John Tornhøj.

Svært at opdage

En undersøgelse fra Optikerhøjskolen i Randers viser, at der i gennemsnit sidder cirka to børn i hver skoleklasse, som – uden selv at vide det – har dårligt syn i et eller andet omfang. Men som forælder kan det være vanskeligt at afgøre, om éns barn har et godt syn eller ej. Typisk vil barnet nemlig ikke selv give udtryk for sine synsproblemer. Det er noget Malene Aagaard Jensen kan nikke genkendende til. Da hendes tvillingedøtre startede i skole, var hun ikke klar over, at de havde nedsat syn.

“Det var efter et besøg hos skolesundhedsplejersken, at vi blev gjort opmærksomme på, at pigernes syn var udfordret. Derfor anbefalede hun, at vi gik til en optiker for at få foretaget en synstest. Den viste, at begge piger faktisk var halvt blinde, så optikeren sendte os videre til en øjenlæge. I dag har de begge fået briller, som betyder, at de kan se og følge med i skolen”, siger hun.

“Et barn med dårligt syn har jo aldrig prøvet andet og kan med god grund ikke vide, at det faktisk er muligt at komme til at se bedre. Samtidig kan det være svært at reagere som forældre, når barnet ikke fortæller noget”, forklarer John Tornhøj og tilføjer, at det derfor er en god idé at få barnets syn tjekket med jævne mellemrum.

Hold øje med symptomerne
John Tornhøj oplister samtidig en række symptomer på synsproblemer hos barnet, som man som forældre bør være opmærksom på:

“Selv om barnet ikke siger noget selv, er der flere tegn, der kan antyde, at barnet har problemer med synet. Det kan være, hvis barnet holder bogen tæt til ansigtet, klager over hovedpine eller gnider sig meget i øjnene”, fortæller John Tornhøj.

John Tornhøj oplister disse symptomer, som man skal være opmærksom på:

  • Barnet holder bogen tæt til ansigtet under læsning
  • Barnet sætter sig helt tæt på tv eller computer
  • Barnet har røde, irriterede øjne
  • Barnet gnider sig meget i øjnene
  • Barnet klager over hovedpine
  • Barnet holder hånden for det ene øje for at fokusere på ting
  • Barnet drejer hovedet, så barnet kun ser på ting med det ene øje

“Hvis barnet oplever flere af disse symptomer vedvarende, anbefaler jeg helt klart en synstest hos en øjenlæge eller en optiker”, fortæller John Tornhøj.

Fakta

  • En undersøgelse fra Optikerhøjskolen i Randers viser, at der i gennemsnit sidder cirka to børn i hver skoleklasse med dårligt syn.
  • 80 procent af børns læring sker gennem synet, indtil de er 12 år.
  • Børn giver sjældent selv udtryk for det, hvis de har synsproblemer fordi de ikke har prøvet andet.
https://www.ibc.dk/eud-business/
DEL