Selvom Enhedslisten fik fremgang ved folketingsvalget, er der åbenbart så stor skuffelse hos Enhedslistens byrådsmedlem i Fredericia, Cecilie Roed Schultz, at hun har lavet denne opdatering på Facebook, hvor hun skriver:

Indrømmet. Jeg er ikke et særlig konstruktivt sted lige nu. Men hør denne sang ( Klumben – Du En Lort. red. ) med mig. Klumben præsenterer lige lidt af den kommende regering.

PS: Hørt til DFs valgfest: Vi kan slet ikke få armen ned! Giv dem GAS!

En opdatering, der kunne lede tankerne hen på Hitler og nazisterne.

Fredericia Avisen har kontaktet Cecilie Roed Schultz for at spørge, hvad hun mener med den opdatering på Facebook.

– Det er en joke. Der er en avis som lavede en trykkeri, så overskriften var: DF: Vi kan ikke få armen ned. Jeg hørte i nyhederne i morges, at Thulesen Dahl sagde: Giv den gas. Så min opdatering er bare en joke, oplyser Cecilie Roed Schultz på sms til Fredericia Avisen.

Susanne Eilersen: Rønnebærrene er måske sure?

Susanne Eilersen, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti i Fredericia Kommune, vil ikke kommentere på Cecilie Roed Schultz’s opdatering på Facebook.

– Det vil jeg ikke kommentere på. Rønnebærrene er måske sure?
DF og jeg er bare så utrolige glade og stolte over vores flotte valgresultat, oplyser Susanne Eilersen til Fredericia Avisen.

Hvad mener du om Cecilie Roed Schultz opdatering på Facebook?