I dag er det et år siden, at FHK rykkede op i Håndboldligaen. Det skete efter en triumf på udebane mod Ajax København. Fredericia AVISEN ser tilbage på den mindeværdige dag.

Det er ikke til at tro, at der allerede er gået et år, men jo, den er god nok. Den 30. marts 2019 blev der skrevet et nyt kapitel i den fredericianske håndboldhistorie.

To mand stærk drog Fredericia AVISEN af sted mod Bavnehøjhallen. Forinden havde FHK i en periode haft udsving, og det var særligt på udebane. Det var blevet til et uventet stort nederlag på 35-25 på udebane mod Team Sydhavsøerne, og den efterfølgende udekamp mod HC Odense blev overraskende tabt med 29-24.

Jimmi Elmgaard i minutterne efter oprykningen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Derfor var det med en følelse af, at det altså ikke nødvendigvis var en walk-over, der ventede på Vestebro i København. Særligt ikke, da anfører Nikolaj Mehl sad ude med en skade.

I kulissen havde der op til kampen været arbejde på et scenarie, der hed, at oprykningen kunne blive sikret mod Ajax og derfor skulle holdet for alt i verden vinde for, at planerne ikke blev forpurret.

Omkring 200 medrejsende fans var på plads på lægterne. Med kulissen på plads, så skulle spillerne “bare” gøre deres på banen. Ved pausen var alt lige, da stillingen var 13-13, men i anden halvleg var der ingen tvivl. FHK viste ligaklasse og kørte en sikker sejr hjem på 26-30 og så kunne jublen bryde løs, og en tåre eller to blive fældet.

FHK-spillerne blev modtaget som helte i Fæstningsbyen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Festen fortsatte til den lyse morgen i Fredericia centrum, hvor der ventede et menneskehav ude foran Urbania Street Food, der modtog spillerbussen, som parkerede ved Ryes Plads.

Det at blive mindet om en dag som den giver gåsehud, og historien om den fredericianske håndboldoptur ser vi frem til at skrive mere om, når håndbolden genoptages efter Covid-19.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

Se her flere billeder:

Skriv et svar