I byen er vi så priviligerede at have et hold i landets bedste håndboldrække og et hold i toppen af landets næstbedste fodboldrække. Ikke nok med det, så har vi nogle af landets bedste atleter i mindre sportsgrene. I en by med 41.108 indbyggere, så er det unikt.

Det er altid nemt at brokke sig, og det er trættende, når man læser i kommentarspalterne på Facebook, hvis nogen har ytret sig efter et nederlag til et af byens sportshold. Hvor er de positive vinde, når det går godt fra den menige borger?

Det er langt fra givet, at man har har sådanne flagskibe, som vi har i Fredericia. I Haderslev har man 55.857 indbyggere, og der har man altså “kun” et fodboldhold i landets bedste række, og så ved jeg godt, at andre sportsgrene er samlet under paraplyen Sønderjysk Elitesport, men det er kun fodbolden, der hører hjemme i Haderslev.

Haderslev er en by med et erhvervsakademi og dermed et studieliv, der burde danne grobund for, at byen er oppe og markere sig i flere kendte sportsgrene, men det er altså ikke tilfældet.

Der har været meget at juble over i FC Fredericia i efterårssæsonen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

FC Fredericia har været i 1. division siden 2001, og selvom det kan virke kedeligt, at der ikke er sket nogen udvikling rækkemæssigt, så er det altså en fin række at spille i for Fredericia, der ikke har stolte traditioner inden for fodbold som nabobyerne Kolding og Vejle. Og nu lader det endda til, at FC Fredericia ser ud til at ende i toppen i den her sæson og har chancer for at spille med om oprykning.

Det, der sker i FC Fredericia i den her sæson, er kulminationen på flere års benhårdt arbejde, hvor man struktureret har arbejdet med at implementere spillestilen med bolden langs jorden. Der er målrettet hentet spillere, der passer ind i det system og det har ikke nødvendigvis været de mest profilerede spillere, men derimod nogen, som har passet ind. Det er Kristian Kirkegaard et glimrende eksempel på. Han havde performet på et stærkt Kolding-mandskab, men vel at mærke i 2. division og de fleste tænkte sikkert, at han skulle have lidt tid før han blev en profil. Men Kirkegaard var scoutet perfekt og slog til fra dag et, og nu vil det ikke undre mig, om vi om senest et par sæsoner ser offensivspilleren gør sig i Superligaen.

FHK spiller allerede i landets bedste række, og er også sket via hårdt arbejde. Gode kræfter satte sig for, at Fredericia igen skulle have et ligahold i håndbold i senest sommeren 2020. Det lykkedes allerede i 2019, og det med grobund i en strategi, der gjorde, at det ikke var tilfældigt. Det er heller ikke tilfældigt, at FHK lige nu faktisk gør det rigtig fint i forhold til, at klubben er oprykker. Man kunne have gået ud og hente en masse profilerede spillere udefra, men det gjorde man ikke. Nej, man holdt på størstedelen af truppen, som rykkede op og lod dem bevidst vokse med holdet og den strategi har været kendetegnende for hele FHK’s projekt.

Men alt skal ikke handle om de to helt store fyrtårne. I Fredericia har vi en lang række foreninger, der også fortjener at komme frem i dagens lys. Vi modtager tit pressemeddelelser fra dygtige DeltaSwim, Erritsø Rugby og det samme gør sig gældende for Judo-klubben, der for nylig afholdt DM, og for nogen tid siden var jeg selv ude i den hæderkronede skytteklub i BPI, der hiver den ene medaljer efter den anden hjem fra DM. Næste år har de tilmed måske en skytte med til OL.

Andreas Schilling
Arkivfoto. Andreas Schilling, da han blev nordisk mester i 2017.

Det samme er tilfældet for Fredericia Triathlon Klub, der har stolte traditioner helt tilbage fra start 00’erne med legendariske navne som Torbjørn Sindballe, Peter Sandvang og hvad de store danske triatler ellers hed. I dag hedder de lokale håb Emil Deleuran, Andreas Schilling og Alberte Kjær, som alle potentielt har chancen for at komme med til OL 2020.

Hvor mange byer på Fredericias størrelse kan bryste sig af det? Ikke mange, hvis nogen overhovedet.

Er det egentlig ikke fantastisk at være fra Fredericia og være sportsfanatiker? Jo for dén da – og husk nu at bakke op om det og vær stolt over det.

Www.eventc.dk

Leave a Reply