I det nyligt fremlagte budgetforeslag for Fredericia Kommune lægger forvaltningen op til at spare borgervejlederen i kommunen væk. Budgetforeslaget er netop nu til høring.

Begrundelsen for den overraskende besparelse er ifølge forvaltningen at antallet af henvendelser til borgervejlederen har været faldende. I forklaringen angives det, at “der er blevet arbejdet med forbedret kommunikation internt i Fredericia Kommune, styrket borgerkontakt samt omstrukturering af jobcenteret ligesom ansættelsen af en gældsrådgiver er medvirkende årsag til at behovet for at søge rådgivning hos borgervejlederen er dalende”.

Ifølge borgervejlederens årsberetning som der henvises til, har den forrige borgervejleder i sin seneste rapport fra 2015 dog ikke registreret antallet af henvendelser per borger. Konklusionerne er således ikke baseret på en ensartet måling af henvendelser. Det fremgår således ikke tydeligt på hvilken baggrund koncernledelsen har vurderet, at behovet for at få rådgivning skulle være dalende.

Ligeledes er der stor forskel på hvad en henvendelse indebærer. En kort henvendelse registreres også som en henvendelse, selvom en langvarig kontakt med en borger er den eneste måde man kan måle det faktiske behov på, i form af arbejdsindsats. Der kan i praksis betyde at en henvendelse måske fører til 1-2 møder, mens en anden fører til 15-20 møder. I de sager avisen har kendskab til, har der været behov for omfattende bistand og vejledning.

Se også: Borgervejledning har fået en god start

Ifølge kommunens oplysninger har der i den første periode efter den nye borgervejleders ansættelse i april 2017 været en ekstra stor tilgang af sager, fordi det var oppe og vende i medierne og valgkampen at borgerne kunne få en uvildig bistand hos kommunen. Målsætningen var også at få lukket så mange sager som muligt, så forvaltningen kunne spare penge på lange klagegange med svarskrivelser og sagsbehandling.

På mange måder kan borgervejlederens uafhængighed sammenlignes med en form for ombudsmand. Der er ifølge flere borgere med konkrete sager hos kommunen, der har henvendt sig til avisen, heller ikke nogen tvivl om, at den nuværende borgervejleder ikke er populær blandt kommunens embedsfolk, fordi han primært refererer til byrådet og ser en sag ud fra et selvstændigt perspektiv, fremfor som en medarbejder i en konkret, sagsbehandlende afdeling.

Fra arkiv. Interview med Christian Jørgensen

En stor del af sagerne drejer sig ikke uventet om enten sygdom eller kontanthjælp. Debatten om jobcenterets sagsbehandling har raset i årevis, og på Facebook-gruppen “Syg i Fredericia”, deler mange borgere deres oplevelser med Fredericia Kommune.

Efter ansættelsen af den nye borgervejleder er behovet for borgervejlederens bistand blevet stabiliseret, og det drejer sig om mange forskellige områder, såsom handicap, sygdom, ledighed og klagesager.

Med meldingen om at spare borgervejledningen væk, signalerer forvaltningen således at den eneste forvaltnings-uafhængige medarbejder ikke længere skal være til rådighed for borgerne. Istedet for vil man give 10 timer hos veterankoordinatoren om ugen. Kilder oplyser til avisen at veterankoordinatoren i forvejen er meget travlt beskæftiget, hvorfor det må forventes at påvirke hjælpearbejdet i stort omfang.

En af borgervejlederens funktioner har været at guide borgere med sager hos kommunen og skabe en bedre dialog mellem borger og forvaltning. Både for at borgeren får en bedre oplevelse af forvaltningen, såvel som for at undgå opslidende og langvarige klagesager.

Det fremgår af beskrivelserne i borgervejlederens årsberetning, at “borgervejlederens hovedopgave er at styrke dialogen mellem Fredericia Kommune og kommunens borgere og virksomheder, samt at være med til at sikre retssikkerheden i forbindelse med kommunens sagsbehandling og faktiske forvaltningsvirksomhed”. Se link.

Det er almindelig kendt at borgervejlederen udelukkende refererer til byrådet (se link), og derfor har været en uvildig stemme på vegne af borgerne, modsat de ansatte embedsfolk der varetager forvaltningens interesser. Det forklares på Fredericia Kommunes hjemmeside således:

“Borgervejlederen er ansat direkte af Fredericia Byråd og er derfor adskilt fra kommunens administration”.

Den nuværende borgervejleder er både socialrådgiver og jurist, hvilket ifølge brugere på Facebook-gruppen “Syg i Fredericia” har hjulpet dem meget i deres forløb hos kommunen. En del bekymrede borgere har ligeledes rettet henvendelse til avisen, fordi de er bekymrede for deres sager, hvis borgervejlederens stilling nedlægges.

Der er også kommet massiv opbakning på de sociale medier fra blandt andet Puk Sabber, der støtter op om borgervejlederen og skriver:

“Hvis Fredericia kommune sætter en så stærk person som Jesper på porten, så bliver man endnu engang bekræftet i, at kommunerne ikke er til for borgerne, men at de er til for dem selv og deres egne rådne kultur, hvor det handler mere om at beskytte sine egne interesser for ikke at blive opdaget i alt det lort, der i virkligheden forgår”.

Den nuværende borgervejleder, Jesper Gottlieb, blev ansat i april 2017 umiddelbart inden valgkampen i 2017, hvor borgerproblemer hos Fredericia Kommune havde været diskuteret undervejs. En af tankerne var at en borgervejleder kunne reducerer spændningsfeltet mellem borgere og embedsfolk for at man på denne måde kunne undgå de værste sager og forløb. Nu ser det ud til at kommunens forvaltning, gerne vil af med den vagthund.

www.fcfredericia.dk