Forældrebetalingen på dagtilbudsområdet i Fredericia Kommune skulle stige med mellem 10 og 20 procent, men den ledende embedsmand, som også sidder i byrådet, holdt informationerne tilbage i mere end to måneder. Det får Enhedslistens Cecilie Roed Schultz til at sammenligne det med Mette Frederiksen, der også tilbageholdt oplysninger til lige efter et valg.

– Jeg synes, det er bekymrende, hvis man kan blive ved med at finde fejl. Det her tyder dog ikke på at være en fejl. Det gør det ikke lettere for os at træffe politiske beslutninger vel vidende, hvad konsekvenserne er. Det her mudrer billedet og gør det rigtig svært for os som politikere at agere. Jeg synes, Enhedslisten har været meget tydelige om vores ønsker. Vi ønsker flere penge til børnene og bedre normeringer. Det her er med til at forplumre billedet og gøre retningen utydelig. Det er jeg rigtig træt af, siger Cecilie Roed Schultz til de matematiske fejl, der er lavet i forvaltningen, som nu betayder, at man allerede ved første budgetopfølgning er nødt til at finde flere penge til området, hvis serviceniveauet skal overholdes.

– Lad os lægge kroner og øre til side. Der er ingen tvivl om den retning, der er sat i budgettet. Vi har ønsket flere penge til børnene i Fredericia. Det har vi lagt et budget efter. Men de her ting der betyder, at det ikke nødvendigvis ender der. Det synes jeg er mangel på information til mig som politiker, siger Cecilie Roed Schultz.

Informationerne burde være delt med politikerne

Cecilie Roed Schultz var ikke bekendt med den store stigning, men hun mener, at hun som politiker burde være blevet orienteret – for hun havde selv efterspurgt netop den information.

Hvornår er du blevet gjort opmærksom på, at der var behov for en voldsom stigning i forældrebetalingen?

– Jeg er aldrig blevet præsenteret for en stigning på mellem 10 og 20 procent. Det synes jeg er et meget voldsomt tal. Men jeg har kunnet regne ud, at der ville komme en større stigning end normalt, svarer Cecilie Roed Schultz.

Hvad tænker du om, at lederen af dagtilbud, der også sidder i byrådet, har tilbageholdt denne information som politiske modstandere kunne have brugt aktivt i en valgkamp?

– Vi havde en afstemning i september i Børne- og Skoleudvalget angående takststigninger. Vi har hele tiden vidst, at der kom takststigninger. Men vi har ikke kendt procentsatsen. Som jeg husker det, sad vi på et møde på Ungdommenshus og vedtog det. Dansk Folkeparti og Venstre stemte imod, Enhedslisten og Socialdemokratiet stemte for, forklarer Cecilie Roed Schultz.

Synes du, at det er problematisk at lade takstbilaget udgå af anden budgetbehandling?

– Ja, det er jeg helt enig i. Jeg troede, vi havde et fuldstændigt klart overblik over området. For vi havde fået beløb, men vi fik præsenteret nogle tal som vi ikke kunne få til at passe sammen. Der var ikke styr på om priserne var for et 47-timers modul eller ej. Den information var vi enige om, at vi havde brug for, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Jeg kan huske, at Magnus (Te Pas, chef for Dagtilbud, skoler og fritid red.) ringede rundt for at finde ud af det. Så det kom ikke bag på mig, at de ikke havde det på plads, for der var tydeligvis en masse udfordringer på det tidspunkt. Jeg synes flere af os, uanset holdningen til stigningen, gjorde vores til at spørge ind. Som jeg husker det, spurgte både Pernelle Jensen (V) og jeg meget ind til de tal.

Hvad tænker du om, at man siden 29. september har kendt til de her tal?

– De tal ville vi gerne have kendt til. For vi havde spurgt specifikt efter dem på et udvalgsmøde.

Jeg hører dig udtrykke en kritik af forvaltningens manglende information?

– Ja.

Kan godt forstå der bliver stillet spørgsmålstegn

Selvom Venstre og Enhedslisten er langt fra hinanden i denne sag, hvor Enhedslisten har stemt for takststigninger og Venstre imod, så forstår Cecilie Roed Schultz frustrationen fra Venstre.

Synes du det er problematisk, at det er et byrådsmedlem, der har siddet på informationen?

– Jeg oplever generelt, at han er god til at holde tingene adskilt. Men jeg skal ikke kunne sige, om han er gået videre med det eller ej. Men jeg tror det faktisk ikke, for han er god til at holde tingene adskilt. Men jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at han ikke er gået videre med det, for vi er flere der gerne vil have de tal, siger Cecilie Roed Schultz.

Du tror på, at der ikke er truffet et politisk valg?

– Det bliver spekulationer. Det tør jeg ikke gisne om, lyder det kortfattet.

Kan du forstå, at nogen stiller spørgsmålstegn ved habiliteten?

– Ja. Jeg synes generelt, der er nogen der har været meget optagede af at nogen arbejder i kommunen. Man kan bare ikke erklære andre inhabile. Det er en slags gentleman agreement som man kan mene om, hvad man vil. Men det var også lidt udfordringen for den sidste borgmester, siger Cecilie Roed Schultz.

Synes du timingen er besynderlig, at det kommer to dage efter et valg nu når politiske modstandere har brugt så meget tid på det?

– Jo. Jeg har svært ved at vurdere om det er samme sag som Mette Frederiksen, der valgte ikke at åbne en kuvert før efter et valg. Jeg kan godt forstå, hvis Venstre synes, det virker mærkeligt. Jeg tror, at hvis det havde været mig der havde noget på et politisk program, som jeg havde følt blev syltet eller holdt skjult for mig, så ville jeg også have reageret. Så jeg kan godt forstå dem, svarer Cecilie Roed Schultz.

1 KOMMENTAR

  1. Kan kun give Enhedslisten ret i, at den socialdemokratiske magtsyge kendetegner skandalebyen Fredericia, hvor inhabiliteten fortsætter med uformindsket styrke, imens de andre partier ser måbende til fra sidelinjen, for man kunne jo miste udvalgsposter, hvis man stikker næsen for langt frem.

Skriv en kommentar