Forside Politik Enhedslisten har fået meget ved konstitueringen

Enhedslisten har fået meget ved konstitueringen

DEL
Cecilie Roed Schultz, Enhedslisten. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Mere end to uger efter kommunalvalget er konstitueringsforhandlingerne nu ovre. Forløbet har været både langtrukkent og intenst på samme tid.

Enhedslisten har forhandlet sig til følgende poster i Fredericia Byråd:

  • Næstformand i Børn- og Skoleudvalget
  • Næstformand i Senior- og Handicapudvalget
  • Menigt medlem af Miljø- og Teknikudvalget
  • Menigt medlem af Økonomiudvalget

Der ud over skal byrådsmedlemmet og en række gode folk fra Enhedslisten Fredericia varetage kommunens interesser i en række organer/bestyrelser. Disse poster kan vi også bruge strategisk til at sætte fokus på områder, som Enhedslisten finder vigtige. Her har vi forhandlet os til følgende:

  • Boligselskabet Futura (medlem)
  • Fredningsnævnet (suppleant)
  • Fælleskøkkenet Elbo I/S (medlem)
  • Handicaprådet (medlem og suppleant)
  • Holms Legat 2 (medlem og suppleant)
  • Kommunernes Landsforening (delegeret)
  • Trekantområdet Danmark (medlem)
  • Ung Fredericia/Ungdomsskolen (suppleant)
  • Valgbestyrelse skolebestyrelsen Ullerupbæk (medlem)
  • Valgbestyrelse folketingsvalg, EU-valg, kommunal- og regionsrådsvalg (medlem)

Det er Enhedslistens byrådsmedlem der har deltaget i forhandlingerne med borgmesteren, men bestyrelsen har samarbejdet tæt med Cecilie Roed Schultz om, at få konstitueringen til at falde ud som medlemsmødet og baggrundsgruppen har ønsket.

”Vi har prioriteret, at få så meget indflydelse i så mange udvalg som muligt og at det var vigtigere end at få en fin titel som udvalgsformand. Samtidig har det været vigtigt for os, at vi fortsatte i de udvalg som rummer velfærdsområderne og miljø-området. Det er lykkedes og det er vi meget tilfredse med. Så længe vi kun har en person i byrådet, er det her vi kan gøre den største forskel”, udtaler Andreas Bjerring Tobiassen, der som bestyrelsesmedlem har været i tæt dialog på daglig basis med Cecilie Roed Schultz, både under valgkampen og under de efterfølgende konstitueringsforhandlinger.

Økonomiudvalgsposterne fordeles efter D´Hondts metode og selvom Cecilie Roed Schultz fik 6. flest personlige stemmer, er Enhedslistemandatet det 21. mandat ud af 21 og udløser derfor ikke nogen økonomiudvalgspost efter den anvendte fordelingsmetode.

”Vi er glade for, at Socialdemokratiet har tilbudt os en af deres poster i økonomiudvalget. Det er meget fornuftigt, at alle partier er repræsenteret i økonomiudvalget. Men det er ingen selvfølge. Derfor tager vi det som et tegn på et ønske om et godt samarbejde med Enhedslisten. Det er godt for Fredericia og ikke mindst Fredericias borgere. Beskæftigelsesområdet betyder også meget for os og her vil vi holde skarpt øje med Peder Tind og holde ham op på de forandringer på jobcenteret, som han lovede i valgkampen”, fastslår Kirsten Cordtz, som er blevet Cecilies suppleant i byrådet.

”Jeg er lettet over, at jeg kan fortsætte i præcist de samme udvalg som de sidste år, men nu med endnu mere indflydelse, da jeg nu er en del af formadsskabet i to af udvalgene. Jeg har brugt fire år på at lære områderne rigtig godt at kende, så jeg er helt klar og klædt godt på til at få skabt flere store forbedringer og fortsætte de investeringer i eksempelvis skolebørnene, som vi har sikret de sidste år”, supplerer Cecilie Roed Schultz.

Netop skolebørnene spiller en central rolle i konstitueringen, da byrådet forpligter sig på, at der i de kommende budgetforhandlinger fokuseres på at investere i netop skolebørnene. Fredericia er en af de kommuner i landet som bruger færrest penge på området – det er Enhedslistens mål, at vi skal langt væk fra denne bundplacering. Derfor er vi meget tilfredse med prioriteringen i konstitueringsaftalen.

Dertil kommer en lang række andre fokusområder, som Enhedslisten med tilfredshed kan konstatere bliver en del af konstitueringsaftalen. Det er blandt andet lykkedes Enhedslisten at få nævnt problemstillingerne omkring de unge og udsatte, ligesom natur- og miljøområdet har fået nogle fine formuleringer (bæredygtig, grøn og klimavenlig kommune), som Enhedslisten vil hænge resten af byrådet op på.

Det er også værd at fejre, at et parti som tager imod en løsgænger eller partihopper, vil miste alle sine poster. Det er en stor sejr for demokratiet.

Det lykkedes ikke at få skrevet eksempelvis lærlingeløftet ind eller at binde de øvrige partier til ikke at sænke dækningsafgiften i den kommende periode. Der er stadig mange kampe der skal tages. Dem er Enhedslisten klar til de næse fire år.