Dækningsafgiften har været et politisk omdiskuteret emne i mange år. De borgerlige har ønsket den væk – og de røde har holdt fast. Nu har Socialdemokratiet skiftet mening. Det falder ikke i god jord hos Enhedslisten.

Business Fredericia jubler. Det Konservative Folkeparti jubler. Venstre jubler. Dansk Folkeparti vil give tilbage til erhvervslivet, der har leveret til byen. Men hos Enhedslisten er begejstringen til at overse. De mener ikke, at der skal være skattelettelser til erhvervslivet, der i forvejen præsterer godt.

På Facebook har flere medlemmer af Enhedslisten, på forskellige artikler omkring netop Socialdemokratiets ønske om at fjerne dækningsafgiften, været meget aktive i kommentarfeltet.

– Det er helt grotesk, hvor vil man så finde pengene?, lyder det spørgende fra et tidligere bestyrelsesmedlem i Enhedslisten Fredericia.

Byrådsmedlem for Enhedslisten, Cecilie Roed Schultz, langer også ud efter Søren Larsens melding.

– Er det hele Socialdemokratiets holdning? Eller er det kun Søren Larsens holdning? Hvor skal pengene findes? Hvad er det for områder, der ikke skal have rettet op på økonomien? Vi mangler ca 30 mio for at få retvisende budgetter næste år (pga flere børn, flere ældre, flere med handicaps osv). At vi nu har en ledighed på landsgennemsnittet betyder ikke, at vi har penge i overskud. Men vi slipper for en dyr regning – og de sparede penge bør da bruges på de velfærdsområder der er pressede!, skriver Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Er det børn, de ældre, de handicappede eller de udsatte og sårbare, der skal have færre penge, end der er brug for at betale for afskaffelsen af dækningsafgiften? De 32 mio det koster, vil vi i Enhedslisten hellere bruge på ovennævnte grupper, end på skattelettelser til virksomheder, der jo altså vælger Fredericia til i stor stil, selv om vi har en dækningsafgift.

Bestyrelsesmedlem, Maria Sloth, deler Cecilie Roed Schultz’ kritik.

– Søren Larsen sidder som formand i senior- og socialudvalget, som skal spare 10% af budgettet på socialområdet. De penge er det ikke lykkedes ham at finde, der må de socialt udsatte og mennesker med handikap holde for. Men nu vil han finde 32 mio kr til de virksomheder, der i forvejen har overskud og i forvejen aktivt vælger Fredericia til? Hvad er det for en asocial prioritering? En omvendt Robin Hood, hvor man tager fra de svageste og giver til de stærke!, skriver hun på Facebook.

Byrådsmedlem: Vi skal ikke forære pengene væk

Cecilie Roed Schultz har meget svært ved at se logikken i Socialdemokratiets ønske om at fjerne dækningsafgiften.

– For det første er det ikke en god ide, fordi det vil betyde, at vi mister en indtægt på 32 millioner. Hvis ikke de penge kommer derfra, hvor skal de så findes? Jeg forestiller mig ikke, at man vil sænke skatten for erhvervslivet og så hæve skatten for borgerne. Jeg er bange for, at de ikke mener, at pengene skal fjernes. Det betyder, at vi skal fjerne service for 32 millioner, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Vi har en anden udfordring med budgetter, der ikke holder. Vi ser ind i en lang årrække med flere plejekrævende ældre. Det er fantastisk at man lever længere, men det koster bare flere penge. Jeg synes Socialdemokratiet skylder at sige, hvad der så ikke skal ske. Vi ved, at der mangler 30 millioner i budgettet næste år.

– Jeg er klar over, at vi bliver reguleret og får dummebøder. Det at vi sparer dem gør, at regnestykket med de 30 millioner vi mangler bliver lettere at få til at gå op. Hvis de vil forære erhvervslivet 32 millioner, så er det svært at få det til at gå op. Jeg blev glad, da vi nåede gennemsnittet, for det gjorde det realistisk. Men nu kan jeg ikke se, hvordan det skal gå op, forklarer Cecilie Roed Schultz.

I kommunernes økonomi er der strenge begrænsninger på, hvor mange penge der kan bruges på anlæg og service. Det betyder, at penge i kassen ikke nødvendigvis kan bruges. En fjernelse af dækningsafgiften vil ikke have indflydelse på, hverken servicerammen eller anlægsloftet, men vil alene være et kassetræk – altså at tage de penge, der alligevel ikke må bruges.

– Der kommer flere mennesker til Fredericia, hvilket betyder at servicerammen hæves og gør det muligt at bruge flere penge. Det svarer ikke til alle 30 millioner, men det er med til at løse udfordringerne. I forhold til at tage penge af kassen, så lægger vi budgetter flere år frem. Kigger man frem, så kan vi se, at vi er nede på vores minimumsgrænse, så pengene er brugt. Så vil man trække pengene fra kassen i fire år, så har vi nærmest ingen penge om fire år. Og så bliver vi sat under administration, siger Cecilie Roed Schultz.

– Det puslespil, vi skal lægge for næste års budget, bliver markant sværere at lægge, hvis ikke kommunen skal have den indtægt på 32 millioner kroner. Det, at vi ikke bliver reguleret på ledigheden gør, at vi får markant lettere til at få pengene til at gå op, fortsætter hun.

– Servicerammen stiger næste år, så der kommer noget luft. Det kommer ikke til at modsvare det fulde beløb, men det er med til at gøre det lettere at få puslespillet til at gå op. Men den mulighed underminerer de her. For vi kan ikke bare blive ved med at trække penge ud af kassen, forklarer Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Skal vi så spare på anlæg? For vi kan ikke trække så mange penge ud af kassen. Det er også en del af velfærden for fremtiden. Der skal være tidssvarende bygninger. Der er en anlægsramme og en serviceramme. Men det kan diskuteres. Der er ting, der kan flyttes mellem de to rammer, og dermed give lidt luft på servicerammen.

De seneste meldinger fra Finansministeriet og KL lyder på, at anlægsrammerne for næste års kommuneaftale bliver stramme. Det er ikke den rigtige vej at gå, siger Cecilie Roed Schultz.

– Det vil være ødelæggende for kommunerne, hvis regeringen går den vej, de har annonceret. Jeg ved, at KL vil kæmpe for, at anlægsrammerne ikke bliver så strikse, som regeringen lægger op til. Der er mange kommuner, der har brug for at investere i anlæg. Det er et ærgerligt tidspunkt at lave en opbremsning på den måde, siger Cecilie Roed Schultz.

– Jeg vil gerne vente med at aflyse nødvendige anlægsinvesteringer før, vi er tvunget til det. Det er i mine øjne ikke en mulighed at aflyse renoveringer af vores skoler. Hvis det er den vej man ønsker at gå og slagte vores anlægsbudget, så har jeg svært ved at se Enhedslisten være en del af det. Og når man allerede forærer pengene væk, så gør det alt andet lige puslespillet sværere at ligge, fortsætter hun.

Når I formentlig ikke kan bruge pengene, er de så ikke bedre bevendt ved at fjerne dækningsafgiften end at have dem stående?

– Jeg er helt enig så langt, at kommunen er ikke sat i verden for at lege bank med borgernes penge. Men jeg synes ikke, at det er den rigtige vej at give virksomhederne skattelettelser. Det er rent ideologisk. Kommunen har langt flere opgaver, der skal være styr på, før vi kan tillade os at bruge penge på den slags. Der er mange efterslæb, vi kan gøre bedre. Også i forhold til penge vi tager fra kassen. Det er opgaver, der skal løses, inden vi forærer penge til erhvervslivet, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Vi tiltrækker mange arbejdspladser. Det kan godt være, at de ikke er glade for dækningsafgiften. Men vi har flere arbejdspladser end arbejdskraft. Det er ikke, fordi vi står og mangler arbejdspladser. For mig at se er der andre og mere brændende platforme.

– Kigger vi 10 år tilbage havde man ikke penge til at benytte anlægsrammen, fordi man ikke havde gemt til dårligere tider. Gør vi det samme nu, forærer pengene væk, så er det svært at have penge til om et år eller to. Det kan godt være, at der kommer en dårlig anlægsramme næste år, men hvad så når det vender? Jeg tror ikke på, at den her situation fortsætter særligt længe. Jeg er ikke økonom og kan ikke spå. Men jeg kan sige, at stort set alle økonomiske situationer, jeg har oplevet ikke har varet længe. Og det er vigtigt, at vi har penge, når de skal bruges. Jeg er ikke med på at sløjfe ting, for at give penge til andre. Jeg vil højest være med til at skubbe dem lidt, siger Cecilie Roed Schultz.

– Jeg har ikke tænkt mig at overgive mig nu, slår Cecilie Roed Schultz fast.

Kan Enhedslisten være med i et budget, der afskaffer dækningsafgiften?

– Det har jeg svært ved at forestille mig. Alt er et spørgsmål om, hvad man får til gengæld. Så længe det ikke fjerner penge fra det, vi synes er vigtigt. Men i den nuværende situation har jeg svært ved at lave et budget, hvor man ikke laver nedskæringer på vigtige grupper, hvis man vil fjerne en indtægt på 32 millioner kroner. Vi prøver ikke at komme med ultimative krav, men det ser meget svært ud, svarer Cecilie Roed Schultz.

– Vi sidder som samlet gruppe og giver mandat til forhandlingerne. Det er vi nødt til. Jeg kan ikke allerede nu melde Enhedslisten ude eller inde i budgetter, lyder det afslutningsvist fra Cecilie Roed Schultz.