Højesteret har netop afsagt dom i sagen om navnestriden mellem energiselskabet og de syv efterkommere af den afdøde videnskabsmand H.C. Ørsted. Højesteret stadfæster nuværende praksis fra Patent- og Varemærkestyrelsen.

Energiselskabet Ørsted får medhold fra Højesteret i navnestriden med syv efterkommere af den afdøde videnskabsmand H.C. Ørsted. Dermed kan energiselskabet fortsat gøre brug af navnet ”Ørsted” som varemærke og selskabsnavn.

Striden mellem Ørsted og de syv efterkommere har stået på siden 2018, hvor familien sagsøgte energiselskabet, efter de havde annonceret et navneskifte fra DONG Energy til Ørsted. Sø- og Handelsretten dømte til fordel for Ørsted sidste år, men de syv efterkommere valgte at anke dommen til Højesteret, som nu er nået frem til samme resultat.

”Afgørelsen falder ud til Ørsteds fordel, fordi Højesteret finder, at navneloven ikke kan forhindre, at en virksomhed bruger et sjældent navn som varemærke eller selskabsnavn,” siger Mikael Francke Ravn, chefkonsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen.

De syv efterkommere kunne heller ikke opnå beskyttelse via andre love så som varemærkeloven, selskabsloven eller domæneloven, fordi Højesteret vurderer, at der i sagen mod Ørsted er tale om en undtagelse.

”Højesteret vurderer, at navnet Ørsted i den brede offentlighed opfattes som en henvisning til den for længst afdøde videnskabsmand H.C. Ørsted. Og når energiselskabet samtidig anvender navnet i forbindelse med elproduktion, så er der ikke tale om en krænkelse,” forklarer Mikael Francke Ravn.

Dermed bekræfter Højesteret også Patent- og Varemærkestyrelsens administrative praksis på området.

”Med dommen står det klart, at det fortsat spiller ind i vurderingen, om varemærket i den brede offentlighed opfattes som andet og mere end blot et sjældent efternavn,” understreger Mikael Francke Ravn.

Højesteret stadfæstede desuden Patent- og Varemærkestyrelsens praksis om, at det kun er sjældne navne med færre end 30 bærere, som virksomheder ikke kan bruge som et varemærke.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer