Torsdag den 6. august bliver Vejle for en dag forvandlet til en folkefest, når kongeetapen i den 25. udgave af Post Danmark Rundt skal køres.

Dette års kongeetape bliver på mange måder en historisk etape. For første gang i historien er Vejle nemlig både start- og målby i Post Danmark Rundt, og det betyder aktiviteter i byen hele dagen. Allerede kl. 7.30 bliver de første motionister sendt ud på kongeetapen. Cykelfesten når sit klimaks omkring kl. 16.15, hvor de professionelle forventes at ramme Kiddesvej for første gang, inden der afsluttes med den klassiske 5,7 km lange rundstrækning, der skal køres tre gange. Etapen er med sine 2000 højdemeter og mange hårde og stejle stigninger den hårdeste i løbet historie. Og inden feltet indtager rundstrækningen i Vejle, skal eksempelvis stigninger som Munkebjerg, Gl. Kongevej, Tørskind og Østengaard forceres.

Aktiviteter hele dagen

Startområdet på Kirketorvet åbner kl. 10.15. Her er det f.eks. muligt at besøge boder med specialcykler, få målt blodtrykket og opleve vikinger fra Jelling. Kl. 11 er der holdpræsentation på scenen og interview med særligt udvalgte ryttere. Kl. 12 sætter borgmester Arne Sigtenbjerggaard kongeetapen i gang fra Kirketorvet, og feltet triller stille og roligt gennem gågaden og ud mod Grejsdalen til den officielle start. I Egtved vil en 10 meter høj Egtvedpige byde feltet velkommen, 16 kvinder vil være iklædt Egtvedpigens dragt, og der er pyntet op til cykelfest i byen.

– Dette års kongeetape bliver spektakulær og en oplevelse af de helt store, og vi håber, at borgere og gæster vil tage del i cykelfesten, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard. Stemningen i startområdet er fantastisk og fyldt med spænding, og det er let at komme helt tæt på rytterne. Men samtidig er der også en feststemning med mange aktiviteter for hele familien.

– Livedækningen af kongeetapen er naturligvis en enestående mulighed for at vise de mange danske og europæiske seere, hvor skønt der er i og omkring Vejle. Det er en kæmpe gevinst for os alle og har stor værdi for kommunen, understreger borgmesteren, der også glæder sig over de mange ildsjæle langs med ruten, der arbejder på at gøre dagen til en fest.

Vejle på Europakortet

Som noget nyt er der tv-dækning af dette års Post Danmark Rundt. DR1 sender således to timer fra hver etape, og Eurosport2 viser den sidste time. Livedækningen er en enestående mulighed for eksponering af den smukke natur i og omkring Vejle, og det forventes, at flere millioner europærer vil følge med foran skærmen.

Den massive tv-dækning af etapen betyder, at udover den spektakulære afslutning med rundstrækninger på Kiddesvej får seerne også vist samtlige stigninger i Vejle Ådal.