Forside Danmark En smuttur til Aarhus, hvor Comwell satte kursen

En smuttur til Aarhus, hvor Comwell satte kursen

DEL
Aarhus klokken 4 om natten - set fra værelset. Absolut en godkendt udsigt. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.d

Påsken bringer mange glæder og ofte også et pusterum fra daglighedens trummerum. Her valfarter mange fredericianere til fæstningsbyens cafeer, barer og kulturelle tilbud, men flere vælger også at køre en tur til grænsen, Odense, København eller Aarhus. Fredericia AVISENs Chefredaktør tog turen til smilets by. Kom med her.

Comwell Aarhus byder dig velkommen med et stort smil.

Fredagens opgaver er ved at være udført, græsset er slået, genbrugsstationen på Industrivej er besøgt, og svigerforældrene er afhentet, så der er pasning til poderne. Det er tid til en tanke-batterierne-op-tur og valget er faldet på Aarhus, hvor kroppen skal hviles og forkæles i det nordisk inspirerede hotel, Comwell Aarhus, hvor det moderne bolig- og møbel brand, Hay har gjort sit indtog, og de mange lokale råvarer lokker.

Turen går først via Motortrafikvejen, hvor man først har Shell, senere en bilforhandler, fårene ved Ryttergrøften, Egeskov, Trelde, Randsfjord, Børkop og så rammer man Vejle, inden E45 danner rammen fra den knap så inspirerende køretur til Aarhus. Der opstår dog undervejs unikke muligheder for at nyde marker, motorvejsdomiciler og kiosker. Men vigtigst af alt – det samtalerum, som en køretur og bil kan være. Vi er klar til Aarhus, og mens fredagen står på forkælelse, står lørdagen på shopping til ældstearvingens konfirmation.

Et værelse med udsigt over Aarhus.

Vi bliver taget godt imod på Comwell, hvor smilets by viser sit første smil, og turen i elevatoren bringer en sikkert frem, da man helt automatisk, når man trykker værelsets etage ind, rammer plet første gang. Vi er landet på værelse 905, hvor en sand panoramaudsigt mod havn, by og land fortæller en historie om samfundsformer, udvikling og livet i byen. Smilet foresætter, da vi mødes af et rødt Le Creuset kagefad med kransekage petitfour, grønne og lilla druer samt en velkomsthilsen.

En kold fadøl er en god ting, når solen stråler i Aarhus. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Efter det hårde havearbejde tidligere på dagen, griber jeg chancen for et brusebad, hvor en række bæredygtige hår- og velværeprodukter gør godt, inden turen går af sted i trav mod Åen i Aarhus. En række butikker har valgt at holde åbent denne langfredag, så vi når et par stop inden, vi sidder med en stor kold fadøl og nyder det pulserende byliv, hvor påskesolen bringer lykke, vitaminer og energi. Vi tekster min niece efter et spisested med rå fisk. Sushi er målet, og vi får et par bud. Aarhus har gennem mange år budt på et bredt og varieret udbud af spisesteder, og kan i dag bryste sig af alt fra Michelinrestauranter til pølsevogne.

Smilets by er ramt af blå himmel denne fredag. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Via kunstmuseet ARoS traver vi rundt og ser byens flotte gamle bygninger, og ikke mindst ser de mange mennesker, der netop har valgt at slukke for dagligdagen med madkurve, ro, solslikkeri og samtaler. Vi har valgt letz sushi, ikke fordi vi normalt er store fans af kæder, men fordi både niece og nevø anbefaler spisestedet i Guldsmedgade. Indrømmet allerede nu – jeg kaster mig over alt andet en sushi, selvom jeg også normalt er til de lækkerier, som man bliver præsenteret for, men jeg har simpelthen en svaghed for stærkt krydret mad, så jeg får ris med kylling. Det smager fantastisk. Jeg har forinden dog spist misosuppe og edamamebønner – nå min hustru køber ikke dette argument, men vi nyder maden med et køligt glas riesling, inden turen går retur til Comwell, hvor vi har lovet at prøve baren.

Comwell Aarhus byder på et væld af drink, cocktail og vinmuligheder.

De økologiske muligheder i baren står i kø – og gin præsenteres i hundredevis af udgaver, men det er i første omgang en rabarber med vodka, som vi smager, inden vi rammer gin med ingefær og hyldeblomst. Det er ikke så meget indholdet, der gør det. Det smager såmænd godt, men bartenderens passion spiller altid en vigtig rolle, når man sidder i en hotelbar. Det er ikke bare lige to gange shake og så knustis. Jeg vil gerne have fortællingen om råvarerne og høre, hvordan de arbejder sammen, og uden, at jeg beder om den fortælling, får vi den.

Vi kender på forhånd til Comwells koncepter og politik om at bruge lokale leverandører og generelt bæredygtige produkter, som muligt. Derfor vaskes sengetøjet f.eks. i regnvand, men nu er det en anden slags væske, det drejer sig om. Det er en aarhusianske kvalitetsgin, Njord, der ligger i glassets bund og danner rammen for den smagsoplevelse, vi skal opleve nu. Produktet er fremstillet af lokale akademikere, der ville kaste sig ud på den tynde is som selvstændige. Resultatet er gin, hvor de utallige smagsvariationer er testet og heraf er et nyt ginunivers opstået.

Gin i alle udgaver. Mere end 400 forskellige smagsvarianter kan du prøve. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Her sidder vi så i baren, og nyder den kølige cocktail, taler om livet, fortiden, nutiden og fremtiden. Vi når forbi min hustrus uddannelse i hotelbranchen, hvor franske vinmarker, slotte, jordbundsforhold og andet blev samtaleemne, og ikke mindst – den viden, som ikke sidder helt fast, fordi sådan nogle vinture også bød på smagsprøver, og ja – den ungdom. Vi bevæger os til loungemøblerne, der giver plads til at sætte benene på skrå og komme helt ned i gear. Lyset foran de store vinduer dæmpes gradvist, som solen går ned og den store runde måne melder sin ankomst. Vi når en drink mere inden udsigten kalder og roen melder sig. Aarhus By Night er et kønt syn.

Sådan så de ud – de drinks, der væltede os omkuld. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Solen står op, og håret kan mærke, at den sidste gin var lige hård nok, men morgenmaden kalder, og vi ved, at den aldrig skuffer. Den er ikke som i gamle dage, hvor hotellerne havde gigantisk udvalg af alf fra frugt, brød, pålæg, kager, yoghurt, kaffer og lignende. Udbudet er stort, men der er taget stilling, og igen er produkterne økologiske og lokale, så vidt muligt. Det smager naturligvis skønt, og jeg vælger først at tanke kroppen op med vand, juice og kaffe, inden æg, brunchpølse (en krydret udgave) og bacon nydes med et stykke selvskåren rugbrød.

Stor er glæden, da jeg efter at spist et æble, får øje på kokkene, der laver særbestillinger, og mens mange vælger de lækre omeletter med friske tomater og champignon, pandekager med fyld – må jeg indrømme, at jeg er ved at være mæt, så det bliver en frenchtoast – udgaven af toast, der vendes i æg, forkæles med smør på en pande og pyntes med det elsklige makkerpar; sukker og kanel. Udsøgt. Tak for mad.

Cyklerne bringer dig byen rundt. Flere og flere byer, hoteller og steder i landet begynder at have den gode to-hjulede klar til oplevelser. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Kroppen skal i gang, så en tur på de BMW-cykler, man kan leje hos Comwell bringer en hurtig sightseeing, hvor Aarhus lever i bedste velgående, inden vi sammen med tusindevis af mennesker besøger butikker en mas. Vi shopper til den store guldmedalje, og kan nu sende datteren på 2. dags-tur til – ja – Aarhus, og ikke mindst tjekke ud fra et hvil på Comwell Aarhus.

Tak for denne gang og for dine smil, du dejlige jyske by.

http://bit.ly/LethiFredericia
Skal du med? Så klik her, og få foredrag, MAGNUM-is og bobler med i købet.
DEL