Elektrificeringen af Danmark er et af de helt centrale elementer i den grønne omstilling. Det lyder derfor også mest som en gammeldags Molbohistorie, når direktør Lars Bonderup Bjørn, Energiselskabet Ewii, foreslår, at de klimavenlige varmepumper skal forbydes i områder, hvor fjernvarme er en mulighed, siger Lars Abel, sekretariatschef i Varmepumpeindustrien.

– I Varmepumpeindustrien lever vores medlemmer naturligvis af at sælge og installere varmepumper. Men at bruge den alt for langsomme udvikling af elnettet som undskyldning for at tvinge borgere over på fjernvarme og direkte forbyde varmepumper, forstår vi slet ikke. Det giver slet ikke mening. Hvorfor lige varmepumper? Hvorfor så ikke foreslå at bremse udrulningen af elbilerne på vores veje i de områder, hvor der er kollektiv trafik? Eller borgernes mulighed for at børste tænder med en el-tandbørste? spørger Lars Abel.

Netvirksomhederne har ansvaret for eldistributionsnettet og er i reguleringen forpligtet til at sikre tilstrækkelig kapacitet i nettet. Det må vi forvente, at de lever op til, især eftersom der fra politisk side er indgået aftaler, der skal håndtere netvirksomhedernes meromkostninger til at håndtere et stigende elforbrug.

– At tilbagerulle undtagelserne fra tilslutnings- og forblivelsespligt til fjernvarme, som trådte i kraft 1. januar 2019, og tilmed stramme tilslutningspligten, ville i den grad være et benspænd for den grønne omstilling, som Danmark har forpligtet sig til. Det ville også være et konkurrenceforvridende fejltrin til skade for både samfunds- og privatøkonomi. Vi er ikke i tvivl om, at det haster med udbygningen af elnettet. Opgaven lige nu er at udbygge den vedvarende energi og sørge for, at vi bruger billig grøn strøm effektivt alle steder, hvor den kan fortrænge de fossile brændsler i opvarmning, transport og industri. Så må Klima-, Energi- og Forsyningsministeren og Folketinget følge op, når det går for langsomt, hvilket det helt sikkert gør, i takt med samfundets elektrificering – en elektrificering, vi alle ønsker som en del af den grønne omstilling, siger Lars Abel.

Varmepumper er et helt naturligt miljøvenligt alternativ til de mange naturgasfyr, som et bredt flertal i Folketinget ønsker at udfase, mener han.

– Vi skal naturligvis satse på en hurtig afvikling af mest mulig fossil opvarmning. Heldigvis er det også den udvikling, som mange borgere selv har set komme. Der sælges mange varmepumper. Fjernvarme kan være et udmærket alternativ nogle steder, men det vil være både en samfundsøkonomisk og forbrugerøkonomisk dårlig investering kun at satse på fjernvarme. Når kommunerne skal lave deres varmeplaner, skal de naturligvis sikre sig, at man når frem til den mest grønne og samfundsøkonomisk og forbrugerøkonomisk fordelagtige løsning for os alle sammen, slår han fast og slutter:

– Vi har brug for borgernes frie valg af opvarmningskilde på et oplyst grundlag. Det er helt i klimaets interesse. Vi ser ind i en fremtid med mere og mere vindenergi og solenergi. Varmepumpeteknologien byder på store fordele og kan hurtigt etableres, hvor det ønskes. Fjernvarme er jo heller ikke gratis og tager lang tid at etablere nye steder.