Gardiner, der blafrer, en sort røgsøjle midt i en fin stue, mørk blæk der drypper ned fra loftet i en sal eller spøgelsesagtig plasma, der flyder gennem rummet. Mie Mørkebergs billeder fokuserer på forskellige rum, men de er ikke en nøjagtig gengivelse. I de pæne stuer eller smukke sale trænger der uhyggelige elementer ind, eller dele af rummene er forvrængede. Det gør hendes værker foruroligende og ikke til at få hold på – de bliver uhyggelige og urovækkende. Det er, som om en psykisk hvirvelvind er blæst gennem stuen og har efterladt væmmelige genstande, røg, plasma, blod, blæk. Den gode stemning er væk og erstattet af uro.

Hvorfor maler hun sådan? Hvordan er det, man skal forstå hendes billeder, og hvor kommer motiverne fra? Det kan man høre kunstneren selv fortælle om onsdag den 13. april til artist talk på Rosborg Gymnasium, hvor Mie Mørkeberg (f. 1980 og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006) henover foråret arbejder på et stort vægmaleri. Hør hende fortælle om værker, proces, overvejelser og inspirationskilder.

Artist talk’en er del af et samarbejde mellem VejleMuseerne, Rosborg Gymnasium og Engelsholm Højskole.

Tid og sted

Onsdag 13. april kl. 15.30

Rosborg Gymnasium, Vestre Engvej 61, 7100 Vejle

Billetter: 100 kroner. Engelsholms venner: 75 kr.

Billetter bestilles hos Engelsholm Højskoles kontor. Tlf.: 75 88 35 55 (hverdage kl. 8-15) eller engelsholm@engelsholm.dk