Det har været en turbulent tid for Fredericia Kommune, de her skrigende tyvere. Man startede med en komplet samfundsnedlukning og tilhørende desperation i bylivet, efterfulgt af et dramatisk borgmesterskifte, skandalesager, retssager og afgang af ledere i toppen af kommunen. Men i 2023 har Steen Wrist vist sig leveringsdygtig i fredericiansk slagkraftighed.

Den netop overståede generalforsamling i Business Fredericia demonstrerede endnu engang, hvor stort sammenholdet blandt byens erhvervsdrivende er. Den enorme opgave som formand Bent Jensen satte sig i spidsen for i 2015, da man oprettede en ny synergiorganisation og samlede erhvervslivet under en hat, er en bragende succes. På trods af at erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer ofte nørder med de små marginaler i konkurrencespejlet, så er opbakningen til Fredericia som erhvervsby, forsamlingens absolutte fortjeneste. Selvom politikerne måtte modtage ros for samarbejdet. Og gæstelisten afspejlede også Fredericia Kommunes engagement, hvor hele ledelsen var mødt frem.

Man skal være forsigtig med at uddele karakterer. Både de gode, og de dårlige. Men man kan godt tillade sig at rose viljen til at ville forandre. Samt viljen til at sætte handling bag ord. Den vilje afspejler borgmester Steen Wrist. Udover at have fortsat det brede samarbejde i byrådet, så er arbejdet med at få en ny vision for Fredericia en kæmpe bedrift. Inddragelsen af borgere, erhvervsliv og forvaltning har været enorm. Man kan diskutere det endelige indhold, der nødvendigvis er blevet et sammenkog af mange forskellige ideer.

Men man kan ikke diskutere viljen.

Det kræver lederskab at få en by som Fredericia placeret solidt i en benhård konkurrencestat som Danmark. Vi er praktisk talt omgivet af “fjender”. Som også er gode venner. Kigger vi mod vores, tør man sige, tvillingeby, så er Middelfart med Johannes Lundsfryd-Jensen (A) i spidsen en formiddabel konkurrent til det gode liv på jord. Vi behøver faktisk ikke kigge længere væk, end ud af vinduet mod haven, før vi kan se vital konkurrence for Fredericia. Også i Middelfart arbejder man ihærdigt på borgerinddragelse, levevilkår, klima og sundhed. Kigger vi mod Vejle og Kolding, er billedet det samme:

Alle sætter alt ind på at være den mest attraktive kommune. Ever.

Fredericia har heldigvis mere end et springvand foran rådhuset. Vi er begunstiget med nordens bedst bevarede voldanlæg, samt en indre bymidte, enhver kommune i Danmark ville vælge til, hvis de havde muligheden. Vi bør glemme beliggenheden et øjeblik. Den har Middelfart, Vejle og Kolding også. Kommunegrænserne smelter sammen på en sådan måde, at vores transportcenter er der, hvor Kolding begynder. Sådan lige ved. For alle byerne i centrum af Danmark er virkeligheden den, at vi som området, samlet set, står enormt stærkt:

På grund af hinanden.

Den største fordel ved at bo i Trekantområdet er, at vi på et øjeblik har adgang til fire fantastiske byer. Hvor henne i dette land, kan man ellers sige den slags? Der er nok løbet en del vand i åen, når det gælder samarbejdet mellem byerne, som Steen Wrist sagde på forrige byrådsmøde. Fordi alle kommunerne naturligvis aldrig kan blive enige om, hvor den nye uddannelse eller det nye sygehus skal ligge. Samt at alle byerne i dag har etableret egne erhvervsorganisationer. Men en advarsel skal lyde:

Det er området, der er attraktivt. Ikke Kolding. Ikke Vejle. Ikke Middelfart. Ikke Fredericia. Området.

Fredericia skal sætte sit eget præg på området. Og vi kan prale af havnen, voldanlægget og noget så fint som at være porten til Jylland. Samtidig har vi et sammenhold i erhvervslivet, der præger udviklingen i tyverne. Det er kæmpe store virksomheder, der har valgt Fredericia som domicil. Derfor er det også afgørende, at Steen Wrist efter en voldsom start på sit borgmesterembede, har fundet melodien og samler tropperne på rådhuset. For konkurrencen er hård. Ikke bare i vores privilegerede Trekantområdet. Men mod hele Danmark. I en verden, der konstant forandrer sig, skal en by kunne finde sin identitet. Sine borgere. Sine virksomheder. Det er en pagt, hvor alle arbejder for at skabe den bedst mulige virkelighed.

Der skal også lyde ros til viceborgmester Susanne Eilersen (O), der med enorm energi har kastet sig ind i turismeudvikling og bosætning. Det samme gælder viceborgmester Søren Larsen (A), der vil forny omsorgen for de ældre i Fredericia. Og Tommy Rachlitz Nielsen (C), der har taget ansvar fra første dag af hans embedsperiode. Ros til, at man har arbejdet for bred enighed og en kurs mod horisonten.

Det er den horisont, vi ser derude. Om man er blevet forælder eller bedsteforælder. Så skal kommende generationer opleve Fredericia, som vi fredericianere har gjort det. Det er lykkedes for byrådspolitikerne at sætte en kurs mod denne horisont, og vi har fået ledelse ind i projektet. Politisk ledelse, hvor engagementet ikke er til at tage fejl af. De nævnte politikere slider hårdt i det. De møder trofast op til det ene møde efter det andet, sætter sig ind i emnerne og kæmper for deres mærkesager.

Men overalt, så er Fredericia den øverste mærkesag for dem. Og for det, vil vi gerne kvittere med denne ros, for jeres indsats i 2022-2023.