Fru Møllers ishus byder på frisk og cremet is fra Frisko, hvor gæsterne nyder et frirum fra hverdagens trummerum i maritime omgivelser med udsigt til både havneliv og Lillebælts unikke natur. Et barn spotter tilmed et marsvin denne dag i Sanddal.

Velkommen til isens forførende univers – vi ved det godt, is er godt, men det sætter sig på sidebenene, men nogle gange skal man bare have en is – og når augusttemperaturene er stigende, så er det på sin rette plads at besøge et af Fredericias ishuse. Vi er kørt til Sanddal for at se om byens børn er enige.

Det er den første tirsdag i august, og vi er på besøg hos COZY på Lystbådehavnen i Fredericia. Der er mange biler på parkeringspladsen, flere går tur langs molen, ser på både, bølger og Lillebæltsbroens pulserende liv. Sivet ved COZY og bådebroen matcher idyllen og issalget suser af sted i dag, hvor solen viser sig fra sin gode side.

To fredericianske veninder har valgt at bruge sommerdagen på at spise frokost sammen og slutte af med en is, og det er noget, der bringer lykke.

“Det er altid godt med en is. Vi gik en tur efter vores frokost, og så var der plads til en is. Generelt er det gode is, man får i Fredericia, både her, hvor vi får en cremet lækker softice, men også i Gl. Havn. Omgivelserne fejler jo ikke noget, det er skønt her,” siger de to veninder.

Klokken nærmer sig 15.00 og flere kommer til. En mor har taget sin datter med i klapvogn for at nyde en is. Filur-ispinden køler godt i dag, kan man se, men det er vafler, kugler og softice, der ryger mest af.

“Godt vejr får mennesker til at strømme til ishuset, og det er tydeligt, at det er vaffelisen, der er populær. I år byder vi igen på et bredt program fra Frisko, hvor man smage alt fra kokus- og passionsfrugt, lakrids, Minions-is, lemon-sorbet, blåbær, den populære farverige børnescoop, karamel og chokoladeisen, Rocky Road til de elskede klassikere; vanilje og nougat,” fortæller Fru Møller og fortsætter:

“Nu er vejret strålende, men i det dårlige vejr har vi også lavet en ispakke, hvor man får alt det gode is i en pakke til at tage med hjem – det er naturligvis under devisen: is kan man altid spise. Vi ser frem til at byde massevis af gæster velkommen til et overflødighedshorn af is-kærlighed de kommende måneder – og så må vejret kan fortsætte som i dag.”

Tilbage på molen sidder to piger, der starter i skole mandag. De nyder softice med den tradtionelle sikre vinder: chokoladedrys. Ishuset fortsætter med at have et følge af ishungrende fredericianere, men også en gruppe tyske turister skal have is i hænderne til deres gåtur i Sanddal. Så devisen holdt stik – is kan man altid spise – og Lillebælt byder jo på et væld af ishuse, men vigtigst af alt – natur, nærvær og gode oplevelser.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer