D. 8. marts 1979. Det er sidste gang, at Fredericia KFUM sikrede sig et dansk mesterskab, men i dag skrives der et nyt kapitel i den fredericianske håndboldhistorie, når FHK efter otte års fravær igen spiller en ligakamp.

Fem mesterskaber i træk. Fredericia KFUM var en stormagt i dansk og internationalt håndbold i 70’erne, hvor al hjemlig modstand blev fejet til side og drabelige opgør i mesterholdernes Europa Cup blev spillet. Det mest ikoniske var mod Europa Cup-finalen mod Banja Luka i 1976, hvor KFUM endte med at tabe.

Lige siden har har intet dansk klubhold været så tæt på at vinde den mest prestigefyldte klubturnering, og det siger noget om den plads, som Fredericia KFUM har i håndboldbøgerne.

Fra 1975 og frem til 1979 vandt Fredericia KFUM fem mesterskaber, og efter det femte mesterskab, som blev fejret behørigt, stod der blandt andet følgende i Fredericia Dagblad d. 9. marts 1979: “Mens champagnen-flaskerne var ved at blive åbnet holdt anføreren Anders Dahl-Nielsen en kort tale, hvor han takkede Knud Åge Hansen for det gode samarbejde, der havde givet 1. pladsen. “Det skulle gerne blive en vane,” tilføjede Erik Junge Madsen, hvorefter der blev råbt et trefoldigt leve for træneren.”

En vane blev det ikke. Pengene begyndte at gøre sit indtog i dansk håndbold, og de fredericianske håndbolddarling blev spredt fra vinde.

FHK begyndte i starten af 00’erne, efter sammenlægningen mellem Fredericia fF og Fredericia KFUM, at finde sit fodfæste i Ligaen efter oprykningen i 2002. Kolding blev på overraskende vis besejret med 32-25, efter de upåagtede oprykkere, med den til kampen opfundne Thomas Axø, tog fusen på alt og alle. Det endte med, at FHK sikrede sig overlevelse i sæsonen og som årene gik blev FHK et etableret ligahold.

En række klubsoldater på banen havde været med til at etablere FHK i Ligaen. Det gjaldt blandt andet Nick Rasmussen, Paw Peters, Kenneth Jørgensen og Simon Krogh, men med tiden kom der spillere til udefra, der ikke havde samme forhold til klubben, omend talentet var stort og flere spillere med tiden har spillet på langt højere hylde end FHK.

Det endte med at gå galt, efter en kulmination af skader og nerver i nedrykningsspillet i sæsonen 2010/11, hvor FHK ellers havde haft et historisk grundspil. En overhængende konkursfare efterfølgende gjorde, at FHK ikke fik sammensat et slagkraftigt mandskab til 1. division, og endte med at rykke ud og gik efterfølgende konkurs.

Efter at have taget turen op fra Jyllandsserien og taget turen op igennem rækkerne, kulminerede det hele i foråret, hvor FHK rykkede op i Ligaen, og i dag går det hele løs igen i landets bedste række.

FHK er ikke bare kommet i Ligaen for at være statister, og går det hele op i en højere enhed over en årrække er det i dag en ny æra, der starter i den fredericianske håndboldhistorie.

https://www.place2live.dk/fredericia/