Forside Fredericia Emma Louise Lund Laycock – et menneske med et langt liv som...

Emma Louise Lund Laycock – et menneske med et langt liv som nyhedsreporter

DEL
bbc
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISENs kulturredaktør sidder ofte på den lokale kaffebar og skriver sine artikler om byen og pulsen, der sender livstegn gennem fæstningsbyen. Her støder han ofte på personer med fantastiske historier. I dag er ingen undtagelse, hvor vi møder en stærk mediekvinde, Emma Louise Lund Laycock, som har sadlet om.

Emma Louise Lund Laycock kommer ind ad døren på Kurt’s Kaffebar med to ikoniske Fredericiabilleder i ramme, som hun giver til Ismail Ulusoy, der er stedets ejer. Hun er fotograf og hendes stærke karisma gør, at vi falder i snak.

Emma er 47 år og har et britisk klingende efternavn. Det viser sig også hurtigt, at hendes opvækst har vekslet mellem Fyn og af flere omgange hos hendes far i England. Hendes far var fotograf og han havde sit eget mørkekammer, da hun var lille på Fyn, hun elskede som barn at komme hjem og banke på døren ind til, hvor magien opstod.

“Jeg husker det at blive lukket ind i det mystiske mørke rum, hvor der kom billeder ud af ingen ting nede i vandet, det var enormt spændende”, fortæller Emma.

Emmas far flyttede tilbage til England og bosatte sig i Brighton, hvor han fik arbejde på en lokalavis som fotograf. Når hun var hos ham, var hun med på avisen og ude på jobs, det var tilbage i teenageårene, da Emma var 14 – 16 år. Emma ville egentlig have været fotograf, det lå ligesom i kortene, men i stedet blev hun journalist.

Da Emma kom ind på journalistuddannelsen i Odense i 1999, føltes det som en stor sejr. Uddannelsen bød blandt andet på et års praktik, som blev en stor del af Emmas rejse mod, hvor hun er nu.

“Vi havde nogle undervisere som var meget bramfri, der råbte: “Det er en hård branche, I skal have hår på brystet”. Det sted vi kom ud i praktik var meget signifikant for, hvor man kom hen i branchen efterfølgende”, siger Emma.

Emma ville gerne i praktik på BBC og hendes far kendte nogle hun kunne skrive til. Hun skrev efterfølgende til kvindelig redaktør, i England kender de ikke rigtig til praktik, men Emma blev tilbudt et møde. Emma drog mod England og forklarede, hvad en dansk praktik gik ud på og at det ikke skulle koste BBC noget for et halvt års arbejde.

“De var overrasket over, at jeg kunne noget journalistisk overhovedet, og da jeg så var 100 procent engelsktalende uden accent blev jeg en del af deres taleradio. Det var en 24 timers radio som hed Euronews”, siger Emma.

Det var europæiske nyheder og sport og de var seks i redaktionen. Efter det halve år i England kom Emma tilbage til Danmark og kom på Radioavisen.

Efter uddannelsen fik Emma et vikariat på DR, men hun ville tilbage til England, hun ville gerne lave udenlandske nyheder. Emma havde kontakter i London, men intet job. Hun blev daglejer og gjorde man det godt, fik man flere vagter. Der gik et år og så var Emma fast tilbage på BBC.

bbc
Emma på arbejde for BBC i London. Foto: Udlånt af Emma Laycock
“Jeg var redaktør på et program hver søndag med tre timers politik og verdensnyheder. Vi havde gæster i programmet, det var også et program, hvor vi tog med ud i verden. Vi var f.eks. til G8 i Skt. Petersborg og lavede tre timers live fra et cricketstadion i Sri Lanka”, siger Emma.
bbc
Foto: Udlånt af Emma Laycock

Emma var cirka seks år hos BBC og så blev hun tilbudt en stilling på TV2 News. Nyhedskanalen skulle til at starte op i 2007 og Emma var midt i 30’erne. Hun var i tvivl om, hun skulle blive i England, men endte med at sige ja tak.

bbc
Emma interviewer David Bettingfield. Foto: Udlånt af Emma Laycock

“Jeg var den første redaktør, der afviklede en udsendelse på TV2 News, det var med værterne Natasja Crone og Kristian Ring-Hansen Holt. Det var sindssygt, vi havde Statsministeren i studiet. nyhedschefen og direktøren havde en rød buzzer, der talte ned og vi var en flok journalister, der skulle prøve at lave noget, der ikke var lavet før. Vi var stolte og nervøse, men det var en crazy oplevelse”, fortæller Emma om pioner rejsen med Tv2 News.

Emma og kollegerne havde selvfølgelig planlagt dagen ned i detaljen og vidste, hvilken historie, de skulle åbne med. De havde en stærk historie, men Politikken havde en historie, som de ikke kunne komme uden om, så de måtte sadle om i sidste øjeblik. De var maksimalt pressede og deres nye indslag var oppe på serveren 30 sekunder, før de gik i gang.

Emma var på News i 1, 5 år, så blev hun igen redaktør på udlandsredaktionen hos TV2 Nyhederne i Odense på Kvægtorvet.

Det virkede som om, at underviseren på uddannelsen havde ret,  “Vi blev rådet til at finde en niche og internationale nyheder, blev min”, siger Emma.

Kærligheden i Fredericia

Emma fandt kærligheden i Henriette fra Fredericia. De to er i dag skilt, men er stadig venner.

“Min kone fik kræft og blev ret syg. Der skete et skifte, jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at have et andet arbejde inden for de normale arbejdstider. Jeg blev derfor redaktionsleder på P4 i Vejle. Det var mandag til fredag klokken 8.00 til 16.00”, siger Emma.

Henriette overlevede sin kræft, men det gør par-foldet ikke og ægteskabet brister. Det paradoksale er, at Emma i 2014 får konstateret lymfekræft og er i behandling med kemoterapi i ni måneder.

“Der begynder at ske nogle ting med at opfatte mit arbejdsliv anderledes. Jeg har altid taget billeder på hobbyplan. Jeg fik udbetalt nogle penge og for nogle af de penge købte, jeg et godt kamera. Jeg tænkte, at jeg kunne bruge noget tid på det, mens jeg var i behandling. Der begyndte at gro en kreativ åre i de måneder. Det er også her jeg begyndte at tænke på om, jeg kunne efteruddanne mig til at blive fotograf. Det blev ved tanken og jeg tog masser af billeder”, siger Emma om den kreative del der begynder at blomstre.

Da Emma er færdig med at være i behandling, bliver hun ansat igen på tv som nyhedsredaktør i 2015. Hun er glad for at være tilbage, men det er billederne, der presser sig mere og mere på.

“Jeg begyndte at få en mæthedsfornemmelse for at lave nyheder – det der hamsterhjul, hvor det begynder at blive ligegyldigt, det er lidt hit and run”, siger Emma og fortsætter:

“Så skyder vi på kommunerne, så er det teater og så noget tredje. Jeg kunne ikke mærke, at man gjorde nogen forskel. Jeg var på et fotokursus i London sidste år, der kunne jeg mærke at jeg skulle gå med det. Jeg blev set og fik at vide, at jeg havde et talent, så i foråret stoppede jeg på TV2 Fyn og startede så Laycok Media”, siger Emma om det store skifte i hendes liv.

Nu håber Emma, at Laycock Media kan vokse sig stor og stærk til at lave mere af det, hun brænder for. Emma laver visuel kommunikation og hun er tilknyttet KomPress, hvor hun hjælper med droneskud og videokommunikation.

“I mit eget liv er det stilbilleder jeg elsker, det kan være svært at leve af det , men ved at kombinere to platforme, kan jeg måske leve af det”, slutter Emma om fremtiden som selvstænding.

bbc
Fredericia plakat lavet af Laycock Media

Emma er blevet hængende Fredericia det er et centralt sted, hvis man har et arbejde som hendes, hvor man skal være i København, Århus eller  Esbjerg. Hun bruger meget tid på Østerstrand med sin lille hund, hun har altid kamerat med, “der er altid noget nyt, en ny stemning eller et andet lys”, siger Emma.

Hendes yndlingssted er volden hvor hun løber ofte da hun dyrker triatlon. Når der er venner på besøg som ikke er fra byen bliver de overraskede over hvad Fredericia kan.

“Mange har en forestilling om at det bare er et sted man skifter tog, men når jeg viser mine venner byen siger de wow”, afslutter Emma.

Det var en overraskende samtale på byens kaffebar, vi går begge ud i Fredericia med et kamera på skuldren.