Af Karsten Byrgesen, byrådsmedlem i Fredericia Kommune og medlem i Regionsrådet i Region Syddanmark

Fællesnævneren for Lynetteholmen i København og Marina City i Kolding, er historien om udvikling for enhver pris. I begge sager er det politisk bekvemt at dække sig ind under embedsværket i Miljøstyrelsens godkendelse eller forventede godkendelse af dumpning af giftigt og stærkt gødende slam og derefter politisk fralægge sig et hver ansvar. Det er direkte pinligt, at se politikere gå rundt med et cirkulært revers emblem med FN´s 17 verdensmålsfarver, og sige et og gøre noget andet. Dem er der desværre mange af. Senest tegner Socialdemokratiske ministre sig for sager om vildledning af Folketinget. Det er miljøminister Lea Wermelin (S), og daværende Transportminister Benny Engelbrecht (S), der inden Folketingets vedtagelse af mastodontprojektet Lynetteholmen i København lovede, at ”alt skulle på bordet”. Det kom det ikke, og et flertal i Folketinget vedtog projektet i uvidenhed om sandheden bag projektet. En sandhed som ikke mindst flere embedsmænd har vidst besked om. Imidlertid undlod ministrene, at orientere om, at den svenske regering havde sendt en kraftig advarsel om de miljømæssige konsekvenser af byggeprojektet. Nye Borgerlige stemte imod projektet, sammen med Alternativet og Enhedslisten. Vi bliver igen og igen ført bag lyset af andre politikere og topembedsmænd, der har besvær med at kende forskel på deres rolle som uafhængig offentlig betalt instans, og behaget ved at gøre ”alt” for sagens og politikerens skyld. Marina City i Kolding er et godt eksempel på at politikere har ”ryggen fri” når Miljøministeriet forventes at sige OK til at dumpe uhyrlige mængder af giftigt slam i Lillebælt.

Whistleblowing.

Jeg opfordrer embedsmænd – uanset hvor i systemet I befinder jer – til at reagere på erkendt embedsmisbrug og bestillingsopgaver. Al erfaring viser desværre, at politiske ”ønsker” kan blive så stærke, at Forvaltningerne bare skal finde en god og retfærdighedsdokumenterende forklaring på et stærkt politisk ønske fra en politisk nøgleperson. Hvor er embedsværkets uafhængighed? Hvor er den professionelle stolthed. Jeg oplever som politiker – med egne øjne og ører – at embedsmænd undlader at reagere på kollegers og politikeres negative udnyttelse af embedsapparatet.